onsdag, august 31, 2005

Redberries, no worries



Uhm, ribs fra egen have, hurtigt høstet og renset, rørsukker strøet nænsomt henover, så er hele verden ok for en tid....

Mon ikke mine hunde også godt vil have en smagsprøve? Det tror jeg. De har fortjent at blive forkælet:-) Så kan vi sidde her og spise redberries mens kæresten arbejder længe, han aner ikke hvad han går glip af!

Men selvfølgelig kunne jeg sagtens finde på at deske op med sådan en portion til ham når han entrerer det vores lille hyggelige hjem:-) Det manglede bare når han sådan er ude og tjene til det daglige brød, ups, de daglige ribs:-)

Savner.....

- min seng som er rigtig rigtig god, især i forhold til de maddrasser på gulvet vi ligger på nu, der mildest talt ikke er noget at skrive hjem om!

- min bogsamling der plejer at udgøre et dejligt arbejdsmiljø hver dag, kontra de par sparsomme bunker jeg har med mig i mit nye kontor. De ligger og skriger og er ensomme!

- alle mine køkkenting der gør madlavningen meget lettere og som får mig til at nyde at tilbringe timer og atter timer i mit køkken, det køkken som gemalen ikke er færdig med at sætte i stand herude i det nye hus.

- alle mine kogebøger der giver mig inspiration, kontra "Nem mad let at lave" som jeg ikke engang gider skænke et blik i øjeblikket.

- mit gamle postbud som bare var SÅ sød og alle de pakkepostbude der var glade og søde når de kom med bogpakker til mig stort set hver dag! Kontra mit nye postbud, som også er sød men som distancerer sig fra omverden med hørebøffer - et plus er dog at hundene altid farer ud på terassen og får et par guffer af hende:-) Og pakkeposten har kun været her et par gange, undskyld, men han er altså ikke den skarpeste kniv i skuffen, men hva´, bare han kommer med pakker:-)

- Savner bare at have et "hjem" der er fyldt møbleret, med sofaer hvor man kan ligge og slappe af, sætte en god film på, eller se Tv-avisen - pt. har vi et TV med DR og TV2, det er fint nok for så ser vi ikke så meget tv:-)

- Savner at høre til, savner min "adresse-identitet" - herude er jeg bare en ny, og der er mange der ikke hilser når man kommer gående, det synes jeg er trist, men smilet og hilsenen kan jo altid starte fra mig selv.

- Savner at få et nyt sygesikringsbevis der betyder at lejligheden er solgt og at vi kan flytte vores møbler og komme rigtig på plads herude.

- Savner at gemalen får malet de par rum der skal males, og får sat hegn op i haven så hundene kan løbe i HELE haven.

Men: Jeg elsker dog mit nye kvarter, der er dejlig grønt og hyggeligt. Har fået to nye terasser her i huset hvor der altid er sol:) Har fået en stor dejlig have hvor jeg skal bruge en masse timer ude de næste mange år. Har fået ribsbusk, æbletræ og pæretræ, hvor skal det blive skønt med egen høst! Har fået så mange mange nye planter og grønt som jeg ikke kender noget til. Har fået mere plads og alt i alt skal jeg jo bare være dybt taknemmelig for at vi har haft råd til at købe dette dejlige hus!:-) Et stort plus er at hundene går ude meget af dagen i baghaven hvor de rigtig hygger sig, i hver deres lange lange snor, når de ligger og sover i solen og rigtig gasser sig så frydes jeg altså:-)

Savner bare ikke at savne:-) Men er også bare så glad for alt det nye, ja, meget komplicerede blandinger af følelser lige nu. .I den her orkan-tid skal man jo bare være så lykkelig hvis man har tag over hovedet, så egentlig kan jeg overhovedet ikke tillade mig at savne!

tirsdag, august 30, 2005

Katrina - en vejrdjævel raserer


Har man fulgt vejret og nyhederne ved man at orkanen Katrina har hærget blandt andet Missipippi, Alabama, Louisiana og New Orleans, sidstnævnte siges dog at være sluppet billligt. I Missisippi taler man om 55 døde og i New Orleans skulle 100´reder af mennesker sidde fast i vandmasserne og vente på at blive reddet.

Når naturen viser tænder sker det ofte ret voldsomt, og ofte priser jeg mig over ikke at bo i USA ( af mange grunde ) især på grund af de mange naturkatastrofer de har derover med orkaner, tyfoner og så videre.

Da jeg så nyhederne her til morgen, roligt sippende min morgen-mokka, mens jeg prøvede at vågne, gik det op for mig hvor mange ofre Katrina har taget med sig. Tænk, vi er så forskånet her i DK, og jeg begyndte at spekulere på hvad jeg ville stille op hvis en virkelig heftig orkan hærgede her i Danmark.

Da vi 3. december 1999 havde en "bette" orkan her i landet fik vi en lille forsmag på hvordan det føles og hvilke ofte sådan én tager med sig. Den gang sad jeg i min lejlighed hvor de franske altandøre blafrede selvom de var lukkede. Min mormor der har stort hus i Kolding fik smadret et par vinduer og fik skader på sit tag, og overalt kostede denne orkan lidt, men så langt fra noget som det vi ser Katrina koste amerikanerne i øjeblikket.

Jeg tror jeg ville have meget meget svært ved at efterlade alle mine egendele i tilfælde af en evakuering, men man kunne godt forestille sig at når situationen er så alvorlig som i eks. med Katrina, ja så gør man bare hvad man skal, men hvor må det bare være benhårdt. Og set i et andet lys, skal man jo bare være taknemmelig for at bevare livet. Puh ha, denne morgen sætter jeg bare SÅ meget pris på mit eget liv, og sender en varm tanke til dem der har mistet familiemedlemmer og hus og hjem. Vi kan kun håbe at fænomenet orkan aldrig bliver værre her i DK end vi så i 1999, men de kloge der spår om vejr-fremtiden mener jo at vi vil se og mere og mere til fx. orkaner.

Hvad oplevede du i orkanen 1999? Og hvad vil du stille op i tilfælde af orkan?

mandag, august 29, 2005

Ribs, egen høst, hverdag og solskin

Der er noget stærkt tilfredsstillende ved at kunne gå ud i baghaven og plukke ribs fra den store busk til min portion Bran Flakes med mælk, uhm, det smager bare drøngodt.

Man har også brug for noget ekstra godt når dagligdagen skal indfinde sig igen. Men jeg har ikke noget imod at ferien er slut, forstået i den forstand at jeg ikke selv har holdt 100 % ferie, men derimod at kæresten har holdt ferie i 1 måned og at han har trukket mig med ned i afslapningsmode, indimellem ret meget imod min vilje - sagt med andre ord, når der sidder én dovenlars og laver suduko det meste af dagen og man selv skal mande sig op til at arbejde, helt ærligt, det eeeerrr lidt svært.

Specialet gik således fløjten, selvfølgelig også på grund af det nye hus og så videre. Men det har irriteret mig, for jeg ville gerne have noget arbejde af vejen. Fik heldigvis lavet så meget andet, blandt andet en masse indhold til bookworm.dk så blot skal lægges på nu.

Men altså dagligdagen har indfundet sig og jeg har det helt fint med det:-) Især med ribs til:-)


lørdag, august 27, 2005

Svigerfar, hip hip hurra

Min søde svigerfar har føs´dag i dag! Hurra for ham. Om ikke særlig længe skal vi sidde bænket og fejre ham, det skal blive hyggeligt. Især skal det blive hyggeligt at slappe lidt af og ikke sidde bøjet over anmeldelser og forfatterportrættet - jeg har også en fornemmelse af at min nakke vil sætte pris på det! Den brokker sig gevaldigt idag, det er hvad man kunne forvente efter de sidste dages arbejde, 82 anmeldelser ligger klar sammen med 2 forfatterportrættet og interviews.

Hvad betyder det at fylde 70? Er man gammel, men ikke sådan ældgammel? Gad vide hvordan man har det med det...når jeg tænker på hvor gammel jeg allerede føler mig indimellem her som 31-årig i forhold til andre, ja så kan det sgu´godt være at svigerfar føler sig som metusalem indimellem.

Hovedsagen er at han hygger sig, og jeg ved at han hygger sig rigtig meget med at dase på sofaen og se en masse TV, få sig en stift i ny og næ med naboen, sætte sig til et godt gammeldags dansk mad-bord hver aften ( selvom svigermor hævder det modsatte, hun er nemlig sund!). Han hygger sig når vi kigger forbi og nyder tiden med sit eneste barnbarn, vores niece Anna.

Han hygger sig gør han, tillykke til ham! Og så skal svigerfar og jeg sgu´have en bajer sammen idag, det ved jeg at han elsker når jeg siger:-) Han kan godt li´at hans akademiske og litterære svigerdatter tager sig en kølig pilsner i hans selskab. Indimellem hænder det også at vi tager en gl. dansk, men det er sådan mere til morgenbordet, og han er begyndt at sove længe, såh....det er ikke så tit mere, men muligvis er jeg heldig i morgen tidlig, for der er jo andre gæster end os, så det kan være han kan komme tidligt ud af fjerene:-)

Tillykke svigerfar - og skål!

fredag, august 26, 2005

Jeg er blevet snigløbet....


Noget er sket. Et eller andet har invaderet mig. Jeg føler mig ganske anderledes. Tog mig selv i med stor fornøjelse og inspiration at læse "Gør det selv", og min mund har flere gange udtalt at den ønsker sig Kanvas-overalls i julegave - og naturligvis med indlæg til puffer i knæene, så jeg ikke bliver skrabet når jeg skal ligge og rive i ukrudt.

Jeg er for alvor blevet husramt...

torsdag, august 25, 2005

Thinking in the rain....

Jeg vidste jeg ikke skulle have trykket på den der store knap hvor der højt og klart står REGN

Nu må jeg leve med det, som straf kan jeg arbejde hårdt resten af dagen...
Men min kaffe, den skal jeg altså have!

Desuden har jeg lige fået en sms fra 3 druknede mus om at der skal stå kaffe klar når de vender ind fra regnland, såh, det må jeg vist hellere efterleve, det var jo mig der trykkede på knappen.

Undskyld, i morgen trykker jeg på den med solskin, promise.

onsdag, august 24, 2005

Jeg hengiver mig til vellystigt til Flaubert!


Jep, jeg ved det, jeg burde:

- korrekturlæse anmeldelser og skrive ditto egne
- lave forfatterportræt og interview med Sara Blædel og Peter Robinson færdige...
- Redigere det hele i notepad og HTML kode det prompte!

Men helt ærligt, "give me a break", dagen går på hæld, kæresten er taget til bestyrelsesmøde i den gamle ejerforening og bagefter til fodbold og grillhygge, hundene daser og mine øjne er trætte efter en lang dags hårdt ovenstående arbejde,

så derfor overgiver jeg mig ud til "Flaubert - desillusionens mester" - en kritisk biografi af Eric Daníelsen, henslænger mig på sengen med noget køligt at drikke, TV´et kørende hyggeligt i baggrunden og slapper af.

Det er da det jeg gør! "Flaubert, fordi jeg fortjener det!"

Vanterne af banen....dét er chikanen!


Til H&M og alle andre tøj-kæder der reklamerer med efterårs og vintertøj fuldstændig uhørt i øjeblikket - ka´I øjeblikketligt få det af vejen! Det er jo fuldstændig vanvittigt at I forsøger at skræmme sensommervejret væk med flyverdrager, vanter og huer! Det er jo direkte grotesk!

Her prøver man at nyde de sidste solstråler, men man får hele tiden stukket vinterstøvler, flyverdrager, store fede sweatere og jakker, vanter og alskens vinter-sæson´lig beklædning i hovedet! Det tangerer chikane, ja jeg sir´det bare!

Jeg klager til den øverste tøj-minister, det er simpelthen bare ikke tid for den slags endnu, I kunne i det mindste vente til oktober!!!

Ikke om jeg går ud og køber vanter her i august, næ, så hellere støve forbrilsk rundt i januar og februar når det er pissekoldt og de er udsolgt i alle forretninger - jeg gir´mig ikke!

Hrmf!

tirsdag, august 23, 2005

Mokka er....


livets saft og kraft....ja det kan næsten ikke siges for tit:-) Hvis man kunne bade i mokka tror jeg snildt jeg kunne finde på at dyppe mig i gude-dråberne, og naturligvis få serveret en kop mokka nu hvor jeg lå og slængede mig der!

Har du hørt om sjove ting man kan bruge kaffe til? Ja, jeg ved personligt at kaffegrums er fantastisk peeling til tørre hænder om vinteren og Charlotte Rachlin anbefaler den også i diverse naturkosmetik, men der må da findes et væld af ting og sager man kan bruge dette livets saft og kraft til? Jeg har ofte brugt kaffebønner som dekoration sammen med lys, det dufter herligt:-)

Nu vil jeg gå ind og hente dagens anden kop af slagsen, slå mig ned på terassen i solen og arbejder røven ud bukserne, præcis som jeg gjorde det igår. Ja, anmeldelser til bogportalen skriver jo ikke just sig selv, og der er også forfatterportrætter/interviews med Sara Blædel og Peter Robinson, begge krimiforfattere, der skal laves - men 1,2,3 så ryger der et par røvfulde indhold på portalen, og så kan jeg gøre specialet færdigt i ro og mag, vil tro der er 1 uges koncentreret arbejde tilbage - det bliver helt sikkert noget nemmere når man magelige kæreste ikke længere har ferie, han har nemlig på snedig vis forsøgt at få mig til at slappe af - aner ikke hvad manden tænker på!:-)

Solen skinner lystigt, men jeg har hørt at den andre steder i DK ( Kolding ) er gået surt i hi bag skyer - hvordan er vejret hos dig?

mandag, august 22, 2005

Så kom græsslåmaskinen frem...

Så er plænen blevet slået for første gang, og gødet, så undskyld; Men nu venter vi altså på vand! Meen, det må da gerne komme om natten så vi kan beholde det flotte solskin vejrguderne har benådet os med i dagtimerne.
Det fik mig til at spekulere: Hvad mon græsstrå laver når de keder sig? Klart, de laver da "bølge" - det ser man da hele tiden:-) Hrm...har vist fået for meget sol i dag...

Det er skønt med det gode vejr! Dejligt at vi har fået en flot sensommer. Jeg kan sidde udenfor og arbejde, hvad jeg har tænkt mig lige om et øjeblik. Om aftenen går vi ture med vores basser, spiser på terassen og spiller spil i haven. Når man har vasket tøj og hænger det ud tørrer det på et splitsekund, der nu helt unik at være blevet haveejer! Jeg knuselsker det simpelthen...

Hvad bruger du det gode vejr til?

lørdag, august 20, 2005

Brøndby kampen puster mig i nakken....


mens jeg sidder på min terasse i dagens sidste sol og skriver disse ord. De glade fodboldmasser på stadion 5 minutter herfra råber og det hele skælver et øjeblik, så bryder jublen løs, også i nabohusene op til vores. Jeg smiler og ved at kæresten sandsynligvis er glad når han træder ind af døren senere i sin gule BIF-trøje. Så er han propmæt af fadbamser og pølser og blusser i kinderne.

Jeg smiler for mig selv...

torsdag, august 18, 2005

8 år med latter, alvor og kærlighed


Han kan drive mig til vanvid. Men han kan også få min dybeste respekt frem. Han kan gøre mig så arrig at jeg sprutter, og synet af ham kan få mit hjerte til at svulme. Han er manden i mit liv, han er lyset i min hverdag, uden ham ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre.

Jeg er taknemmelig for at jeg har fået lov til at dele mit liv med ham, glad for at han har valgt at købe hus sammen med mig, og elske netop mig. Der er ingen som ham der kan få mig til at bukke sammen i latterkramper.

Vi har været sammen 8 år i dag, og nu vil jeg invitere ham på et glas rødvin på terassen i stearinlysets skær, bare os to:-) Jeg elsker min kæreste og han beriger mit liv på så uendelig mange måder! Tak for 8 fantastiske år, må der komme mange mange flere.

mandag, august 15, 2005

Sol og sommer i Brøndby


at det gode vejr er vendt tilbage, og at mit hekseskud er på retur!

Har fundet den ideelle arbejdskombination og et godt plaster på såret til min dårlige samvittighed. Her i det gode vejr vil man jo gerne kunne arbejde udenfor, og netop i skrivende stund sidder jeg på vores sydvendte terasse med pc´en og en ordentlig stak anmelderbøger - bogportalen skal nemlig snarest uploades igen.

Hvor er det dog genialt at kunne sidde og skrive anmeldelser her i det gode smukke solskinsvejr, med en kæmpe lilla asters ved min side. Livet viser sig grangiveligt fra sin smukkeste side lige nu, og hvis kæresten kan lokkes til en gang kroket når vi har grillet i aften, ja så kan det altså ikke være meget bedre!

Hvad har du tilbragt denne dejlige solskinsdag med - og er du vild med kroket?

lørdag, august 13, 2005

Hekseskud....nej det er ikke Skt. Hans



Auuuuuwwww....

Et seriøst hekseskud udsprunget af en lille fjollegøj der absolut skal lege stærk mand efter at været blevet husejer, er altså noget der bare seriøst ikke hænger sammen med netop det at være blevet husejer. Jeg er handicappet. Øv. Og må jeg lige have lov at sige at det gør rasende ondt! Hrm....

Tog et par timer på langs i eftermiddags efter en meget ynkelig gåtur med kæresten og hundene, de måtte vente på mig hele tiden, og jeg kom vraltende bagved som en anden flodhest Dolph. Ydmygende. Og langsomt.

Efter at have sundet mig med lidt læsning på langs; En callgirls erindringer, heftlig og interessant læsning, skulle jeg lige lege helt hertil aften og kokkere i mit eget lille udekøkken på terassen ( kæresten er på 4. dagen igang med at skure vores køkken ned, og ja, så klamt var det, det er ikke fordi han er langsom). Fair nok, nu var jeg seriøst træt af pizzamad fra den lokale og havde netop fyldt fryseren op med alt muligt lækkert til at grille. Køleskabet bugnede af lækre og smækre grøntsager der kaldte på mig. Som sagt så gjort. Der skulle laves skønne skinkeschnitzler, samt et fad med snittede champignoner og løg, garneret i skøn dressing med bla. honning der virkelig får det til at smage himmelsk. Maden og det hele blev færdigt og vi nød det hele, i blæsevejr, med et godt glas rødvin. Resultat: Helten her har nu sindsygt ondt i hekseskuddet igen fordi jeg brugte energi på at lave mad.

Det mest irriterende er det faktum at jeg går skævt og ikke kan rette mig op. Suk....

Nogle gode råd derude i blogland, og ja, jeg har taget supergirl-sweatshirten af igen, den går bare ikke så godt i spænd med hekseskud, men omvendt går hekseskud heller ikke så godt i spænd med husovertagelse, hrm....eller blogning for den sags skyld.

Roger over....sengen kalder. Suk...

Flodhesten Dolph - my kinda fun


Lørdag formiddag, hører Mads og Monopolet, og morer mig voldsomt over flodhesten Dolph - den er simpelthen for herlig:-) Og sindsyg. Ret sindsyg faktisk. Men den kan virkelig få mig til at grine, og det er rart efter en lang uge med en masse hårdt arbejde.

Vasketøjet snurrer, jeg forventer at solen kigger frem om lidt, kæresten er på vej til bageren, og så skal vi ellers råhygge på terassen med aviser, masser af mokka og morgenmad:-)

Hvad laver du sådan en lørdag formiddag, venter mokkaen og er du til Dolph?

fredag, august 12, 2005

Sommer sommer kom igen....


Jeg vil strække mig rigtig langt for at få varme og god dansk sommer igen! Så langt at:

- Jeg vil med glæde gøde plæne og slå den egenhændigt i de næste mange uger
- Skal også gerne plukke ribs fra busken og fryse dem ned
- Trimmer også gerne hele baghaven, bruger dog ikke kummefryserstik denne gang!
- Skal gerne anrette lækre måltider på vores to terasser
- Og vil juble af glæde over godt grillvejr, så meget at jeg nok skal gøre grillristen ren!
- Ok ok, fair nok, jeg bøjer mig, for sommer tager jeg gerne opvasken indtil vi får maskine igen
- Vække kæresten nænsomt hver morgen med dampende mokka
- Spille bold med hundene hver dag i haven
- Og endeligt, ok, jeg tager mig sammen og får børstet Baloo Chow hver dag!

Hvis ikke sommeren indfinder sig snart kunne jeg godt finde på:

- At tage en tur i kurbad for at få noget varme
- Blive pænt gnaven og tale dunder til vejrguderne HVER DAG
- At sidde alt for meget og arbejde i mit kontor, og det har jeg hørt er farligt
- Svigte min græstrimmer og min baghave til fordel for andre vigtige gøremål indendørs
- Have mine havehynder permanent indenfor!

Nu har jeg forsøgt:

- Optimistisk at sidde ude hver morgen med morgenmad og mokka
- Sige til alle at sommeren kommer lige om lidt igen
- Prise den danske sommer i rosende termer
- Glæde mig over alle de positive ting omkring vejret, fx den megen vand til haven

Men jeg kan altså ikke undgå at:

- Miste min vejr-optimisme
- Hrmf! At være skuffet.
- Summa summarum: Mor er skuffet, meget skuffet!

torsdag, august 11, 2005

Mit liv som husejer del 1


Nogle kalder det husramt. Jeg er blot ramt af lykke. Lykken over at have mit eget, lykken over at udforske alle de muligheder det rummer. Arbejdet gør mig ikke noget, resultater tæller og gør mig stolt.

Selvfølgelig måtte det komme! Altså det at jeg laver en ordentlig brøler. Sådan på størrelse med Eiffel Tårnet. Jeg har fortiet historien men nu skal den ud i blog-æteren.

Jeg skulle ordne baghave og rigtig have fjernet ukrudt og derfor hev jeg uvidende et stik ud i bryggerset og satte græstrimmeren til, den er nemlig helt fin til at få has på lidt ukrudt; altså for en tid:-) Nå men anyway, så trimmede jeg ukrudt og var umådelig stolt over resultatet. Fint, så langt så godt. Jeg tænkte da ikke det mindste over det stik jeg havde hevet ud. Næ nej.

Så tog vi hjem i lejligheden et par dage fordi Jacob skulle på cykeltur til Silkeborg og da vi kom tilbage til huset 5 dage efter synes vi der lugtede underligt. Meget underligt. Vi ryddede lidt skrald ud fra bryggerset og regnede med at det så var det. Men nej. Der lugtede stadig fælt.

En dag stod vi så og funderede over denne hersens fæle lugt. Min kæreste spurgte mig hvad der skulle sidde i stikket der var tomt og pludselig faldt ti-øren. Kummefryseren! De forrige ejere havde efterladt sig en kummefryser hvor der lå noget gammelt mad der bare skulle smides ud. At de så godt kunne have gjort det selv er jo så noget helt andet. Det var vores lod. Og jeg havde glemt alt om det i min iver for at ordne baghave. Ergo havde kummefryseren med mad i stået omkring 1 uge i vores bryggers - et bryggers der er varmt pga. en gammel varmvandsbeholder. Så kan man jo selv regne resten ud. Først jamrede vi os og havde lyst til at løbe skrigende bort. Siden mente kæresten at vi da kunne sælge indholdet til et pizzaria:-) Nu har vi accepteret bryggersets og kummefryserens midlertidige skæbne.

Enden på historien bliver at vi var nødt til at fryse kummefryseren og indhold ned igen. Lugten tog af. Men nu er det farligt affald. Den skal tømmes og spules, og vi skal selv bortskaffe både indhold og kummefryser. Ja, det var sådan rent bogstaveligt en historie fra de varme lande. Fra den husramte.

En af dagene skal vi bortskaffe indhold og kummefryser, måske jeg skulle lægge mig med influenza?:-)

Nogen derude der har lyst til at tjene til en McD coint offer?

onsdag, august 10, 2005

Mig og mit kontor


Så er rammerne sat. Efter en del kaos og en masse løse ender her i vores nye hus, hvor det hverken var til at se hvor man skulle starte eller hvordan man skulle gøre det, fik jeg med kærestens hjælp indrettet mig et lille specialekontor - ikke helt som på billedet der her skal illustrere dagens tema, men alligevel godt. Placeret ved et lille sødt træbord med tilhørende gammeldags svensk træstol kan jeg sidde og se ud i vores dejlige have hvor hængebirken svajer i vinden - der er noget dejligt terapeutisk over dette og jeg er sikker på at det vil være en fordel under de mange tanker der skal gøres her ved de sidste ændringer i forhold til mit Dickens-speciale. Det er ikke meget jeg mangler og det føles altså ret underligt. Men nu vil jeg dog gerne være færdig, fremtiden venter jo forude og der er så mange spændende ting jeg skal lave.

Siden vi overtog huset har jeg haft meget meget svært ved at lave speciale, der var alt for mange distraktioner og jeg har måtte acceptere at sådan er det. Men med indretningen af dette lille kontor har jeg igen nogle rammer der gør at jeg rent faktisk har lyst til at lave speciale, det giver mig en stor tilfredshed.

Så, off to work:-)

tirsdag, august 09, 2005

Mig og min garage


Jeg er garage-ejer. En heldig og glad garage-ejer. Sagen er nemlig at de forrige ejeren af vores nye hus efterlod sig en hel garage fyldt med ting og sager. Uhm, lige noget for mig! Så nu er jeg den heldige ejer af indtil flere hængekøjer, en havepavillion, en havenisse og mange andre dejlige sager:-)

En del ting havnede dog i storskrald, men jeg var dog så heldig at der var 3 kasser med bøger, og det er jo ikke det værste for en vaskeægte bogorm - så nu skal jeg til at læse Flemming-bøger:-)

Ih ja, det er ikke sådan at have en gammel faldefærdig men drøncharmerende garage, jeg elsker min garage:-) Jeg tror den skal hedde Åge, det passer helt perfekt til den....

Jep jep. Er du også sådan en tosset type der giver dine ting navne? Jeg kan næsten ikke stoppe, giver min blomster og alle mulige andre ting og sager navne, hva´med dig? Og er det helt fair når min kæreste synes jeg er dybt underlig med min navne-hang, som fx at kalde sin pellargonie for Stella?

lørdag, august 06, 2005

Lykken er også.....


at sidde ude på terassen og kigge på Fluggers farvekort. Ikke bare fordi man synes det er sjovt, men fordi man skal vælge alle mulige dejlige farver til alle de nye rum i ens nye hus:-) Jeg er meget til lyse farver og har en forkærlighed for alt hvad der er sådan lidt rosa og lysere:-)

Kæresten og jeg har dog meget forskellig smag, så det kræver nok et par gode diskussioner og noget med at mødes på halvvejen inden vi får valgt de farver:-)

Hvad er din yndlingsfarve?

torsdag, august 04, 2005

Lykken er en pink latyrus, solskin, kaffe og Potter

Lykken er så enkel, såsom at nyde formiddagen på bagterassen af sit nye hus, mens solen skinner, der læses Harry Potter, nippes til kaffe, og i ny og næ kigges der på den smukke pink latyrus der er igang med at blomstre sig vej op læhegnet:-) Så kan man altså lige klare det...tiltrods for dårlig samvittighed over en masse ting der ikke er blevet gjort vælger jeg altså lige at nyde livet
her og nu, det skal der jo også være plads til:-)

Siden januar har jeg konstant haft dårlig samvittighed over en masse ting jeg ikke får nået, det skaber stress og med et nyt hus og tilhørende gammel have, er jeg simpelthen nødt til at gøre op med dette. Væk med dårlig samvittighed, kommer tid kommer råd. Hver ting til sin tid og hvad man ellers siger. Helt ærligt - der sker jo ikke noget ved at tage tingene lidt mere roligt, og så må man jo bede andre mennesker om at bære over med én. Alternativet er at få stress, og det vil jeg bare ikke, det har jeg døjet nok med, så fremover skal piben altså have en anden lyd.

Ja, der ligger masser af bookworm.dk arbejde og venter, ja der er et speciale der lige skal have ca. 20-30 timers arbejde endnu, ja der er et hus der skal sættes i stand, ja der er en gammel ukrudtsbefængt have der skal ordnes - men ved du hvad? Istedet for at lade mig martre af alle disse projekter vælger jeg at sige: ja, hvor er det skønt, der er en masse glæde forude, en masse ting der skal ordnes, og det bliver de, hver til sin tid. Lige nu vælger jeg at nyde at jeg har fået et fantastisk hus med en fantastisk have, at jeg holder ferie men hver formiddag skal arbejde på lidt af hvert, lige del speciale, lige del bookworm.dk - og eftermiddagen kan så tilbringes sammen med ham jeg deler mit liv med, og vores to dejlige hunde, forskellige gøremål i forhold til hus og have kan vi sammen ordne, og lad os dog for ...... nyde at gå ombord i livet, at være effektive samtidig med at være livsnydere!

Er du livsnyder ellers stresset arbejdsbi?

Jeg vil være livsnydende effektiv deltids-arbejdsbi fra nu af:-) Uhm....glæder mig allerede til en skøn grillaften i aften, med lækker mad, et godt glas rødvin og en kæreste der er dejlig veltilpas fordi han lige har fået 4 ugers ferie:-)

Sådan er livet her....