torsdag, april 27, 2006

Bogormen og køkkengrejet

Tænk, ½ år efter indflytning kan bogormen efter en masse skrubben og skuren, og en voldsomt kamp på liv og død med et dybtliggende hjørneskab, omsider i dag begynde at pakke alle sine køkkenting og sager ud....ja, miraklernes tid er i sandhed ikke forbi!

Man ser frem til udpakningen som et lille barn. Bogormen er normalt en lille gourmet der tilbringer timer og atter timer i køkkenet, men siden vores flytning fra august til november, og følgende opmagasinering af de fleste af vores pakkenelliker, ja så har det knebet med at svinge køkkenskeen, men nu skal der andre boller på suppen, slag i dejen, krydderurter i bedet med mere.

Uhm, jeg kan nærmest allerede dufte tomatsaucen, de dejlige bagte grønsager, se de store velformede brød for mig. Sikke en maj det skal blive i det lille bogormehjem. Jeg kan nærmest knibe en tåre bare ved at kigge på min skønne morter i granit.... suk...

Hvad betyder madlavning for dig?

tirsdag, april 25, 2006

Bogormens triste eftermiddag....


Et menneske jeg holder meget af er indlagt på intensiv, det sætter sine spor på alle involverede...

Her til eftermiddag skal han opereres og have indsat en tube i halsen, som man så kan koble en respirator til, istedet for at føre den gennem munden. Man udfører operationen fordi man skønner at han skal være i respirator et stykke tid endnu, og derfor er det bedst for både ham, og hans slimhinder, at indoperere en indgang i halsen.

På nuværende tidspunkt burde operationen været gået godt og han er i opvågningen, men vi ved det ikke med vished endnu. I aften skal vi besøge ham. Selvom det går bedre med ham dag for dag har nervøsiteten og chokket ikke sluppet sit tag i mig. Jeg sitrer nærmest af bar nervøsitet.

På en eller anden måde føles alt så uvist og ubehageligt, også selvom lægerne skønner at han bliver rask og kan komme til at fungere igen. Faktum er bare at når man som pårørende har stået på sidelinien til en patient der har ligget 14 dage i respirator på intensiv, ja så kan man altså ikke være rolig, eller beroliget ret længe tid af gangen, man har det rent ud sagt af helvede til. Ku´han dog bare snart blive frisk og komme hjem igen, det her er ikke til at holde ud!

Bogormen der forsøger at have en dagligdag, nu blot med flossede nerver...

mandag, april 24, 2006

Hva´så nu bogorm?


10 dage med skridt ind og ud af intensiv har sat sine spor....

Hjemme igen, på pinden her foran pc´en, er overblikket fuldstændig forsvundet. Den velkendte energi og smilet på læben er ligeledes fraværende. Bogormen er kort og godt trist. Reaktionerne ovenpå chokket begynder så småt at dukke op. Sløvsind og håbløshed.

Flyttekasserne har desværre ikke pakket sig selv ud. Der har heller ikke været nogen der har cleanet mit køkken og fået tallerkener og glas på plads. I haven begynder man virkelig at ane at foråret er her, og bogormen har endnu ikke fået kæmmet den for de værste vinterspor. Mødet hos a-kassen om 14 dage minder mig om de par opslåede jobs jeg skal have søgt. Listen vokser, men det gør min energi og motivation desværre ikke.

Så cowboy, op på hesten igen....men først, kaffe!!!

mandag, april 17, 2006

Påsken der gik i sort....

Bogormens påske startede så godt, modtog fin fin pakke fra Operation Påskeglad fra Malene, dejligt påskeæg, fin indpakning og to søde filthøns, alt var så godt, så godt.

Ikke særlig mange timer senere fik vi en meget ubehagelig opringning. En i nærmeste familiekreds var faldet om og var indlagt på intensiv. Puh ha. Alt blev sort. Vi pakkede noget tøj og diverse, smed hundene ind bag i bilen og var dem der var kørt.

Herfra er alt stadig gråt i gråt. Et menneske der er meget tæt på er nu på 5 døgn i respirator, det går langsomt frem, med tilbagefald, men dog frem. Optimismen er til at få øje på, men det har tappet og det er hårdt for alle parter, både for den indlagte og for os, den nærmeste familie.

Vi er pt. ikke hjemme, men hos familie, for at støtte op og være i nærheden. Sådan vil det nok også være den næste uges tid. Det er gråt i gråt, ofte er det sort, så lysner det lidt igen. Man græder indeni, man er rystet, man er i sorg. Det går fremad, men også tilbage, og endnu synes alt så uvist.

Lige nu er det gråvejr i livets latterdal, og bogormen vender ikke mange sider...

lørdag, april 08, 2006

Har du taget kørekort i Brøndby eller Glostrup?

Så er det din anbefaling/advarsel bogormen søger efter! Alternativt hører jeg også gerne fra jer der har gået på en rigtig god køreskole i Københavnsområdet....

Bogormen skal til det, kørekortet skal erhverves så jeg kan komme ud og gøre det danske land usikkert. Jeg har råd nu, men jeg er meget i tvivl om hvor jeg skal tage kørekortet. Skal jeg gå til en af de store velrenommerede og sikre, som fx Tip Top Trafik, eller kan jeg roligt tage en af de køreskoler der ligger i min nærhed, fx Kirkebjerg Køreskole her i Brøndby, eller Mortens køreskole ved Glostrup Station? Jeg er meget usikker på hvad jeg skal gøre.

Naturligvis vil jeg helst kunne cykle hen til en køreskole i nærheden, men på den anden side har man hørt så meget om køreskoler med fusk og svindel, hvor kunderne ikke så skyggen af det de havde betalt for, såh....ja, jeg har desperat brug for nogle gode råd fra jer derude i blogland!

Hjælp mig så jeg snarest kan koncentrere mig om teori og vejkørsel:-)

torsdag, april 06, 2006

Det smiler en bogorm af.....

Inspireret af Sille her midt i mit præpåskebastling-indflytter-rodede virvar blev jeg her til formiddag, og ja, vi skal jo huske at smile og glæde os over livet, såh:

3 ting der skete i går, der gør mig i bedre humør når jeg tænker på det:

- Min kæreste og jeg gik en lang tur med hundebasserne da han endelig kom fra arbejde, og selvom det var monsterkoldt og der blæste en vind fra helvede, så var det bare så dejligt livsbekræftende!

- Jeg fik bastlet en masse påsketing og lagde skumle planer om at overraske mennesker jeg holder af.

- Jeg fik endnu flere af vores flyttekasser og møbler ind i det lille Brøndby´ske hus, så det ser omsider ud til at miraklet sker og vi kommer på plads, altså efter lidt koordinering, oprydning, sved på panden og helt sikkert adskillige indretnings-diskussioner. Den dag det hele står pænt og nu-smider-jeg-mig-i-sofaen-for-selv-skabene-er-ryddet-op, ja så drikker jeg mig sgu´en flaske champagne sammen med gemalen.

3 ting jeg glæder mig til idag:

- Tjekke og nusle om alle mine små blomsterspirer der vælter frem i minidrivhusene, især mine solsikker og lupiner er ihærdige:-)

- Håber at omrokere og ommøblere stuen inden gemalen kommer hjem, så han får sig en overraskelse af de seriøse, og bare fordi det er så tilfredsstillende!

- Til at kokkere lækker ret med torsk, og små kartofler og champignoner bagt i ovnen med marinade og timian, uhm...

Hvad smiler du af? Kom nu, bare et lille smil, jah, og så et stort et :-)

onsdag, april 05, 2006

Bogormen amok med alle påskekaninerne....

Altså, giv mig en saks og noget karton, og der går fuldstændig Jørgen Clevin i den....

Disse dage står i påskebastle-tegnet. Jeg laver kaniner, høns i hønsehus, og alle mulige andre påskerelaterede dyr og krimmel krammel. Og jeg elsker det simpelthen bare. Det er det samme hvert år. Jeg bastler som en 5-årig ved børnehavens lave bord, frem med karton i alskens farver, hobbybøger, sakse, farver og snart flyder det med kartonrester over det hele, og der sidder kaniner og stirrer ubarmhjertig, og også ret sødt, på mig. Påske, påske kom nu....

Påskelørdag har vi altid familien til middag. Så får jeg styret min totale madlavningslyst, kreerer en super lækker middag, og gæsterne får naturligvis noget påskebastlet med hjem:-)

Jeg bastler naturligvis til Operation Påskeglad, men har også et par ekstra overraskelser oppe i ærmet. Der er andre tæt på bogormen der skal glædes med en lille ekstra overraskelse her før påske, fordi de har fortjent det, fordi de er søde ved mig og fordi jeg holder meget af dem. I ved, vi skal huske at være rare ved hinanden, ik:-) Og så elsker jeg jo bare at bastle....

Påskebastler du, og hvad skal du i påsken?

tirsdag, april 04, 2006

Bogormen og den filmiske fascination

Siden vi flyttede til det nye kvarter har vi mistet alle vores tv-kanaler, nu ser vi kun DR og TV2, og vi kan vel godt blive enige om at der ikke er meget at råbe hurra for, ikke?

Derfor har bogormen udviklet hvad nogle vil betegne som en lidt skræmmende fascination for film. Ihvertfald er hun medlem af et par filmklubber og en bekendt har anbefalet hende MovieZoo - hvilket ikke har gjort film-fascinationen mindre.

Faktisk vokser den dag for dag, og bogormen længes efter MuppetShow og diverse film og serier, ja tænk, hvem der bare have Orange County-sæsonerne. Ak, ak.

Fornylig købte gemalen dyr vin, det resulterede i at bogormen fik lokket tilladelse ud af ham, til at bestille boxen med første sæson af serien Lost som hun har hørt meget, rigtig meget godt om. Pakkeposten er netop arriveret med den ventede box som har været 10 dage undervejs. Og tænk, så lå der sørme Walt Disney Treasures - The Chronological Donald 1934-41 , i pakken også, tænk, hvem kan have været så fræk at bestille hele to ting?:-)

Påske-underholdningen er på plads, og jeg forudser at det bliver en god påske med gæster, have og husarbejde og råhygge foran skærmen om aftenen, samt god rødvin og en bailey eller to:-) Uhm, påske, bare kom an....

Har du en filmisk fascination, og hvis ja, hvad ser du så?

mandag, april 03, 2006

Bogormen og Ole Lund Kirkegård

Voksen og dog barn. Sluttede en god, hygsom og produktiv weekend med at falde i søvn til lyden af Lars Knutzon der læste Ole Lund Kirkegårds "Albert" op. Skønt. En herlig knægt der er fræk, stjæler pærer og bygger fælder. Dejligt.

Weekenden har været perfekt. Effektivt rengøring og diverse gøremål. Plantede og forkultiverede det meste af lørdagen, nød god mad og drak en god flaske vin med kæresten, og søndag bød på solskin en masse og påskebastling med en god veninde. Perfekt.

Mandagen starter også her en ny arbejdsuge op. Med frisk mod og ny energi går man til værks. Senere idag tager jeg i naiv tro om at solen vil titte frem, på den 45 minutters lange cykeltur ind til byen, hvor jeg blandt andet har en hyggelig te-aftale hos Annedorthe. En af mine dygtige anmeldere, der sørme også blogger. Herfra skal da lyde en opfordring til at kigge indenfor hos hende - og mon ikke hun snart får tilmeldt sig blogbot:-)

Vores flytning fra helvede er ved at ebbe ud. Vi flytter de sidste kasser, møbler osv. ind i denne uge og i påsken, for nu er vi næsten færdige med at sætte vores stue i stand. Ja ting tager tid når man arbejder meget, og jeg har på nuværende tidspunkt udviklet en jernhård tålmodighed. Behøver jeg sige at jeg glæder mig til mine sofaer entrere det lille hjem? Sidste jeg slængte mig i en af dem var tilbage i august måned 2005!

Det blir´så skønt at komme på plads, få pakket ud, smidt ud og ryddet op:-) Det er næsten lige så godt som sex, nå ja og så lige Lars Knutzon der læser om frække Albert:-)

Hvad skal du bedrive din mandag med?