mandag, juni 26, 2006

Ord på sinde....

Der er masser af ord på sinde, men få af dem kommer ud på bloggen lige i øjeblikket. Måske er det bare sådan min sindstilstand er lige nu, måske skyldes det restriktioner, forhindringer. Måske skyldes det livet. Regnen der siler ned.

Om et øjeblik vælter de der ord sikkert ud igen, sommersolen skal lige varme mig, så er jeg der igen.

Indtil da nyder jeg regnen der siler ned, og Thor der svinger med sin hammer. Tiden som græsenke, det faktum at jeg skal starte på teoriundervisning til kørekort i aften, og mine basser der ligger og sover, så afslappede som kun hunde kan være det. Og så burde jeg grifle på en artikel om ferielæsning, hvilket jeg vil gøre nu!

Kan du også have problemer med ord der gerne vil ud, men ikke kommer det? Og nyder du også sommerens silende regn? Tomaterne bliver så glade:-)

torsdag, juni 22, 2006

Lykken er....

i sandhed lunefuld! Når man har mærket den smuldre ud af hænderne på én, ja så bliver man bare så taknemmelig og bobler over af rendyrket lykke, når det så viser sig at lykken stadig står en bi....

I går var en dag der virkelig lærte mig at sætte pris på livet, en dag hvor jeg kom styrket ud på den anden side. Der skinnede solen og jeg kunne smile igen.

Skyggesiden håber jeg aldrig at skulle besøge igen, men den lærer til gengæld én nogle ting og sager. Nogle erfaringer som man ikke gør sig på solsiden, så alt i alt må skygge og sol vel siges at gå meget godt hånd i hånd hvis livet skal balancere.

mandag, juni 19, 2006

Rovdrift på frugten og sommerlæsning i bogstavsvis

Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige voldtager en appelsin big time!

Når der er hang til appelsiner og masser af filur i fryseren, ja så har sommeren helt klart indfundet sig! Der nydes, dases, og arbejdes i ny og næ. Nu venter bogormen såmænd bare på at hendes nyplantede blomsterbed spirer frem og overvælder alt og alle.

Sommerlæsningen der venter lige om hjørnet må være Dan Turells mord-serie, Philip Pullmanns Det Gyldne Kompas, Herman Bang-noveller i massevis, Selma Lagerlöfs Nils Holgersens rejse gennem Sverige, Browns Da Vinci Mysteriet som jeg med skam må meddele endnu ikke at have slugt, Camilla Läckbergs Prædikanten, og pølsen i rosinenden: Laura Ingalls Wilders Det lille hus på prærien - serien som netop er blevet genudgivet. Der er lidt af hvert, dansk såvel som udenlandsk, men det er vel ikke for meget at sige at sommeren står i krimiernes tegn. Skønt!

De sluges begærligt bogstav for bogstav hjemme i mit hus og i min have, for vi har tænkt os at holde hjemmeferie i år, nyde hus og have, og få lidt styr på sagerne. En praktisk ferie hvor der skal laves lidt, men samtidig skal der kobles af med hygge og bøger, god grillmad og dejligt samvær. Nå ja, lidt ture i ny og næ for eksempel til Danmarks Akvarie, stranden, Knuthenborg og lignende kan da sagtens komme på tale:-)

Jeg kigger lige i kalenderen, suk, der er jo hele 6 uger til ferien banker på. Nå, på med vanten:-)

Hvad skal du/ vil du gerne have læst her i sommeren 2006 og hvorhenne?

fredag, juni 16, 2006

Få blæst tankerne igennem

Der er ikke noget så godt som en god cykeltur, hvis man trænger til at få blæst tankerne igennem.

Så her senere på dagen kaster bogormen sig på jernhesten, cykler en tur gennem volden helt ind til Jyllingevej. Det skal blive skønt at komme ud, røre sig lidt, og nyde naturen. På sådan en tur kan man få tænkt så mange gode tanker. Måske er det fordi at naturen frigør noget ro i én? Sandsynligvis.

Jeg ville ønske at jeg boede nær ved vandet, vesterhavet helst. Elsker at sidde og betragte bølgernes skvulpen, det er simpelthen bare så meditativt. Giver ro til krop og sind.

Hvordan virker naturen på dig?

onsdag, juni 14, 2006

Det bar´helt i orden....altså det der liv.

Stå tidligt op og vande sine høns, ahem, sine planter. Arbejde lidt hist og pist, smugkigge et afsnit af Lost. Derpå tage sig en morfar på sofaen, spise stor rejemad på terassen og slutte dagen af med at se Brasilien-Croatien, ja så kan man altså lige klare det:-)

Det er sommer og sol:-)

I dag er rutinen næsten det samme, vande hønsene/planterne, arbejde lidt, og så et dejligt frokostbesøg senere på dagen. Endnu en rejemad skal anrettes. I aften grilles der med ham den søde, muligvis sluges et til afsnit af Lost, og ja, livet er da bare herligt!

Jeg behøver vist ikke sige at jeg går arbejdsledig vel?:-) Ikke at det betyder at man ikke har noget at lave, for der er jo masser at tage sig til. Faktisk ret meget. Ved siden af diverse gøremål har man for eksempel god tid til at tænke over livet, trække vejret ordentligt og bare nyde at være til.

Livet er lige min kop kaffe i øjeblikket....

tirsdag, juni 13, 2006

Forestil dig.....

at du for et kort øjeblik skulle være en is! :-) Hvilken is ville du så være? Ingen tvivl her, jeg ville være en champagnebrus, tænk at være så røvlækker, bruse over at grøn optimisme og være lutter champagnebrus, det er mig:-)

Hvem er du?

mandag, juni 12, 2006

Først yde så nyde.....hvorfor?

Kender I ikke bare det at man kan blive noget så irriteret på sådanne gamle ordsprog? Yde, yde, yde, før man kan nyde. Ikke nødvendigvis. På den anden side kan det være godt med en gulerod, eller forkælelse for enden af nogle arbejdstimer....

Sidder flittigt og arbejder, ihærdigt. Selvom solen laver det dejligste sommervejr udenfor. Men det jeg i virkeligheden har lyst til, er at smække Lost på dvd´en og smide mig i sofaen, men det må vente. Imens kan jeg drømme.

Yder du før du nyder, eller springer du over gærdet hvor det er lavest?

PS: Havearbejde kommer dog fint ind på en drømme-2-plads, men også det må vente, især i timerne hvor det er monstervarmt.

PPS: Iøvrigt, tak kære gud for at sende sommer og varme hertil, du er en skat!

fredag, juni 09, 2006

Morgendaseri og tomat-projekt

Nogle dage kan være dage hvor man skal dase i sengen med en god kop kaffe. MorgenTV skal køre og man har mageligt brug for at smålæse og bare være doven. Det er en menneskeret!

Sådan var bogormens morgen. Jo tak, det var godt. Forude venter en dag hvor der lige skal arbejdes lidt velfortjent, vasken er sat over, musikken spiller i baggrunden, og snart går der træsko og plantebord i den. Bogormen slog græs i går og haven er klar til projekter. I dag står den på projekt "krydderurter og tomater skal sættes i det fri". De har stået i vindueskarmen indtil videre, men nu skal tomaterne jo ud og bestøves, og det hele skal vokse sig større.

Det er også dagen hvor jeg gerne skulle nå at lave et par bede i baghaven. Bede med solsikker, der står to på en 40-50 centimeters penge i min vindueskarm. De har bedt om at komme ud, nu. OK OK. Andre frø til såning her i juni kommer ud foran solsikkerne, primært fordi det er kønt, men også for at dække et par huller i vores baghavehæk.

Sådan er fredagen i bogorme-regi.

Hvordan er din fredag?

torsdag, juni 08, 2006

Hvad glæder du dig til denne sommer?

Sommeren er meget tæt på. Den driller os sagte. I weekenden skulle den komme permanent på besøg. Mon ikke det er noget vi alle kunne trænge til....

Denne sommer glæder bogormen sig til:

- At pusle i haven med planter, buske og træer.

- Besøg af og hos familie og venner

- Mange grillaftener med nærvær og hygge

- Mange flere kortspils-dage med veninden

- Hyggestunder med papa inden han drager til Filipinerne igen

- Se Lost færdig

- Tage hul på Anne fra Grønnebakken, samtlige episoder

- Læse Herman Bangs noveller, Selma Lägerlöfs Nils Holgersen, Bjarne Reuters Vi der valgte mælkevejen, Da Vinci som jeg endnu mangler, Turells nyudgivne mord-serie, Philip Pullmans Det gyldne kompas-trilogi, Mozart-biografier, Grossman-dagbøgerne og meget mere:-)

- Komme så meget på plads herhjemme at vi kan dase og slappe af, nyde hinandens samvær uden at arbejde effektivt

- Cykle gode ture, med indbygget picnic

- Bare sidde i solen og tænke gode tanker

-Tage på en kro-bare-os-to-ferie

-Holde fri, sådan rigtigt fri!

Hvad med dig?

onsdag, juni 07, 2006

Bogormens paradis, bogstavshop, forfatterfascination

Pinsen bød på både godt og skidt vejr. Bogormen fik derved jord under neglene og fik ryddet baghaven. Fik hygget udendørs. Men sandelig om fanden ikke tog ved os på matriklen her!

Det viste sig nemlig at vi kunne udnytte både soveværelse og kontor meget, meget bedre. Så en, to, tre, var projekt omrokering sat igang. Soveværelset var relativt nemt, men kontoret, der jo indeholder en stor del af den elskede bogsamling, ja det tog altså sin tid. Til gengæld fik bogormen jo sorteret hele sin samling, og se, det var slet ikke så dårligt!

Under K stødte bogormen blandt andet på Kafka. Franz. Forfatteren der kan spinde en fortælling sammen, så man bliver helt paranoid og ser komplotter over alt. Litterære labyrinter hvor der ingen vej er ud. Fortællinger der vrimler med metaforer. Fortællinger der fastholder læseren. Min kafka kasette indeholder alt hvad Kafka har skrevet, altså på tysk naturligvis. Der er også brevsamling og dagbøger, og snart må jeg altså tillade mig selv at synke ned i det Kafka´ske univers, for det er så fantastisk.

Under M var der stor, stor gensynsglæde. For det første naturligvis Thomas Mann, den store tysker. Aner man her noget med tyske forfattere? Nå anyway, så skrev jeg BA-opgave om hans debutroman, Buddenbrooks. En fantastisk slægstroman om en familie dekadente tour de force. Læs den, læs den. Svøm hen i Manns sprog og hans fortælleteknik. Videre gik det til Melville, Herman Melville og hans kæmpe hval, Moby Dick. Jeg mindes stadig denne læseoplevelse, som de andre i læseklubben var knap så vilde med. Selv stortudede jeg af en følelesstorm ved slutningen. Nå ikke mere om hvaler, så brøler jeg bare igen. Men Melville, han kræver sin tid men som læser bliver du også bare, efter min ydmyge mening, så flerfoldigt belønnet!

Hop, hop, hop over til P. P for Proust. Min elskede Marcel Proust, og hans På sporet af den fortabte tid. Har du ikke læst den, så giv dig selv den store oplevelse. Prousts billedsprog og beskrivelser af verden og de tanker der udfolder sig her er rent ud sagt unikke. Du fanges ind, du betages, du læser, og lever dig væk. Åh, jeg må snart genlæse og færdiglæse på sporet....

Åh ja, det var lige et smut i paradis, bogormens paradis....

Hvis du går på tur i dit eget bogstavsunivers, hvad finder du så? Jeg er så nysgerrig, kom nu, fortæl, lad mig leve med:-)

lørdag, juni 03, 2006

Sladre-veninde frokost i lunt lag....

Er der noget så godt som at mødes med venner/veninder over en god frokost/brunch/middag, og bare knævre, sladre, snakke, rable, grine og hygge sig gevaldigt?! Nej vel....

Om en halv time kaster bogormen sig op på jernhesten, ja også i dette tvivlsomme vejr, for eftersom det tager lige så lang tid med tog, bus, bil mv. at komme ind til byen som det tager på cykel, hvorfor så ikke få en god, frisk tur ud af det. Især når man kan høre radio på sin mobil, så er turen faktisk mere end dejlig. Jeg trænger også til at blive frisket igennem af blæst og regn, og det faktum at de har lovet godt vejr i eftermiddag når jeg igen skal cykle hjem, gør turen det hele værd.

Bogormen skal mødes med to veninder i madklubben, der diskes op med frokost hos veninden der bor på Vesterbro. Det bliver hyggeligt, og dejligt at se dem, især fordi det er sjældent det passer i alles kalender. Et par dejlige timer i venners lag, og derefter hjem og arbejde med diverse projekter i haven:-)

Hvad tilbringer du denne lørdag i pinsen med?

fredag, juni 02, 2006

Den kalder, lokker, messer....

Ssysshh....kan du høre det? Det er min have der kalder. Den lokker, smisker, hvisker, prøver at lokke mig ud, ud, ud.

Straks der er kommet lidt arbejde af vejen er bogormen også den første til at stikke i træskoene, finde haveredskaberne frem og komme ud i det grønne. Komme ud i solen. Se æbletræet der blomstrer. Projekterne der venter. Hundene der gerne vil snuse i baghaven og dase i solen.

Alle mine forkultiverede ting og sager venter på at komme i jorden. Men først skal der gøres klar. Og når man har overtaget en gammel forsømt have må man gå frem bed for bed. I øjeblikket er bogormen igang med greb og grensaks, og er ved at rydde et hjørne hvor træer har selvsået sig selv i de uopmærksomme år. Så meget at de skygger for to smukke syrener der står helt bagerst. De skal frem i lyset, jeg vil se dem, for jeg er bare så vild med syrener.

For ikke så længe siden fik jeg lavet mig et rosenbed, smukt med 8 nye roser. Jeg tror ikke de når at komme alle sammen i år, men et par af dem spirer da. Nu er tiden klar til at få ryddet alle mine bede for ukrudt og andet der ikke hører hjemme, og få sat sommerblomster, solsikker, og alskens andet godt.

Bagefter venter terasserne der også skal ordnes. Potterne er sat ud med indhold. På min lille terasse står der to flotte hortensiaer, og de skal have følgeskab af krydderurter, og tomater der skal bindes op af et hegn. På min store bagterasse finder jeg på andet godt, og på begge terasser skal der sætter massevis af lathyrus, der kan krybe op af de grimme hegn og give mig et smil på læben, og en herlig duft i næsen:-)

Det blir´en god sommer, og en travl pinse:-) Og for pokker, hvor jeg bare er en rigtig havepige:-)

Hvad skal du lave i pinsen?

torsdag, juni 01, 2006

Bogormen har umanerlig lyst ....

til at sende alle jer bloggere et kæmpe kram her til morgen - så her er det: kram, kramme, krammerammeramme. Og kram, kram, KRAM!

Uhm.....et stort morgenkram er bare noget af det bedste....og med morgenkaffe drysset med et lille gran kanel og Def Leppard på DR X, ja så kan dagen altså ikke gå helt galt!

Ved nærmere eftertanke sender jeg også lige et kram til alle dem rundt om i verden der af den ene eller den anden grund ikke er så heldige som jeg selv, specielle varme kram til alle dem jeg holder af og kender, og endelig et vildt overraskende kram til hele holdet bag serien "Lost" - genial serie I har lavet der! Notits: Jeg har kun set de to første afsnit så røb endelig ikke noget for mig! Tak:-)

Hvem vil du sende et kæmpe kram til her til morgen, hvem har brug for det?