Ja, det er ganske korrekt - jeg er blevet en gift kvinde;-)
I lørdags blev jeg viet til min kæreste gennem 10 år, og vi er nu mand og kone. Eller som jeg siger til ham, jeg er hans borgfrue, hende der slipper drager løs med mellemrum;-) Og naturligvis overdænger ham med kærlighed, ikke at forglemme...
Vi havde en helt fantastisk dag, der overvældende os begge. Ingen af os havde nogen idé om, at betydningen ville blive så stor og indflydelsen så stor. Vi havde bare tænkt, "ja, vi gifter os lige ik´". Men det gør man ikke bare. Det vokser sig stort, og ender med at blive en ny begyndelse, et nyt liv. Svært at forklare. Når man er der, midt i det, så lammer hele begivenheden nærmest én, og det står klart, at dette er ikke bare noget man lige gør, det er noget meget stort, noget helt nyt.
For en 7-8 uger siden besluttede vi os for, at vi ville giftes før gajolen arriverer. Vi har været sammen 10 år og følte, at det var det rigtige at gøre. Så gik forberedelserne igang med hiv og sving, og ja, det har altså været en lidt drøj omgang for sådan en højgravid størrelse som undertegnede.
I lørdags troppede så omkring en 50-60 af vores nærmeste familie og venner op i kirken for at se os blive viet. Jeg troede aldrig, jeg skulle overleve den ceremoni. Hold da op, hvor fik jeg nerver på. Men det var så smukt og så rørende, og præsten holdt en fin og humoristisk tale, og som hun sagde: "Hvis det største problem i ens parforhold er, hvem der skal tage opvasken, ja så skal det nok gå". Hun var skøn. Gæsterne var skønne. Det hele var skønt. Solen skinnede og jeg var simpelthen ved at stortude hele tiden. Det var fantastisk.
Jeg havde fået syet en fin rosa silkesatin-rosette-kjole, og den kære Jacob, min mand, var så fin i sit Hugo Boss jakkesæt. Wauw, sir´jeg bare.
Efter kirken, og efter traditionelt at være blevet overdænget med ris, tog min onkel og hans kæreste hjem og åbnede receptionen med champagne, frugt og chokolade i vores have. Vi skulle lige fotograferes oppe ved kirken, men der gik ikke lang tid, så indfandt vi os hos gæsterne. Og så var det ellers med at prøve at hilse på, og snakke med, alle. Det var svært. Men det var så dejligt, at der var så mange, der var kommet. Helt overvældende. Æbletræet stod i fuldt flor, solen skinnede helt perfekt og alt var bare så fint. Det var en rigtig hyggelig reception, og efter et par timer tog vores gæster afsted, min veninde Malene blev for at passe på hus, have, hunde og gaver, og vi tog de 12 nærmeste i familien med ud på Restaurant Krabben på Vallensbæk Havn. Her blev vi igen fotograferet af vores dygtige fotograf Michael, og herefter indtog vi en fantastisk menu: Languster til forret, lækkert kalvekød til hovedret og karamelkurve med is til dessert. Kaffe på terassen og højt humør.
Vi sluttede af med at køre hjem til os, hvor vi åbnede gaver fra den nærmeste familie. Omkring kl.20 smuttede gæsterne hjem, og vi kunne synke trætte sammen. Sikke en dag. De næste to dage havde vi fri og kunne slappe af, og det gjorde vi så i stor stil. Og åbnede gaver, og blev overvældede, og er det sådan set stadig. Meget. Men nu som Hr. og Fru Lygum Siewertsen. Og naturligvis med stor opmærksomhed til de to borghunde og den lille, efterhånden ret store, Gajol Lygum Siewertsen, som gæster os om ca. 6-10 uger. En begivenhed vi glæder os rigtig meget til!
Så altså, alt vel her. Bloggeriet har stået lidt på stand by, da jeg ikke rigtig følte, jeg havde så meget at blogge om. Jeg lover bod og bedring, og skal nok blogge lidt oftere nu, om mit nye liv som borgfruen Lygum Siewertsen. hende der fodrer drager i baghaven, drikker masser af kold mælk og har en særdeles møvende gajol boende i sig;-)
Solen skinner. Alverdens blomster troner i haven. Hundene daser på græsset. Det er kort sagt bare med at komme i haven! Alverdens pligter, såsom kørekort-teori, arbejde, vaske op med mere, ja de stikkes skråt op idag.
