fredag, november 14, 2008

Jobflaget hejses og kindtænderne halser med....

Åh høj der. Så er der melding herfra igen, vi hejser flaget.

Jeg er sløj og hjemme, Nora er jo plaget helt enormt af sine kindtænder, så det er den rene elendighed her, men der er givet grønt lys for, at vi skulle kunne få noget søvn i nat, så det håber vi på. Det lader ikke til, at jeg kommer til mødregruppe tøse-julefrokost i morgen, da jeg er sådan hverken fisk eller fugl, hverken rigtig rask eller rigtig syg, og man må ikke komme og smitte, så jeg må hellere holde mig væk.


Nå men tilbage til det med jobsamtalen. Det gik rigtig godt! Kan godt røbe at det var hos Københavns Kommune. De er 45.000 ansatte, så de er vant til det der med jobsamtaler, og det kunne tydeligt mærkes. Der var styr på tingene, og man følte sig godt tilpas. Vi var 9 kaldt ind ud af 50, og der er to stillinger, så der er sådan ca. 20 & chance, hvilket jo ikke er dårligt. Min intution siger mig, at jeg har en god chance, men det kommer jo meget an på, hvem de andre 8 er, så nu venter jeg bare, venter, venter, venter og håber i helt stor stil. Jeg vil ikke løfte sløret så meget endnu, det ville næste være at jinxe noget, og den slags skal man jo ikke spøge med:-)


Nå, men nu vil jeg smide mig tilbage i puderne og se en film til, Mit liv som Geisha, i går så vi "I am Legend", en helt fantastisk film, som jeg klart må anbefale. Der er ikke rigtig overskud til at strikke, men så snart jeg har kameraet lige ved hånden, ja så skal jeg da få smidt billed op af start-strikkeriet, stolt er man jo, eller noget:-)


God weekend derude i det lidt køligere og bladsmattede Danmark


Fra Grith-der-gerne-ville-have-været-til-julefrokost-men-istedet-ser-film-og-håber-på-at-den-gode-gamle-smilende-Nora-vender-tilbage-så-vi-kan-smile-lidt-mere-igen:-)

tirsdag, november 11, 2008

Små lykketræf i det kolde efterår


Jeg er sløj, øv. Til gengæld er jeg lige blevet indkaldt til jobsamtale på torsdag, så nu er jeg pludselig sløj og helt vildt glad:-)


Yeeeaaaaahhhhhhrrrr:-)


PS. Kryds fingre torsdag 10.30


PPS. Mere info følger snarest


PPPS. Eneste minus er jo så, at jeg skal forlade mine søde kollegaer

i løntilskudsjobbet - men mon ikke, der venter nogle nye søde?

Det tror jeg da nok, der gør:-)

fredag, november 07, 2008

Kort arbejdsdag, feber og teletubbies....

Febertagning tre gange i morges, en mors fundering over sit barn gennem de sidste par dage, en intuition der ikke tog fejl - blot to timer på pinden, så blev der ringet fra vuggestuen, at Nora med 39 graders feber gerne ville have sin moar. Afsted strøg jeg i Volvoen....

Den matte, stille og varme Langstrømpe faldt i søvn på vej hjem i bilen, blev båret over i sin vogn og sov dejligt en times tid i haven - lige indtil hun skulle hoste, og kom til at brække sig i hele barnevognen. Op for moren, ud til barnet, redde hende ind og sidde med hende, få det klamme tøj af, og så faldt hun i søvn hos mig, så træt, mat og sløj.
Blev derpå puttet i sin egen seng - og sov med små opvågninger helt til kl.14. Heldigvis havde hun så kun 38 i feber, da jeg tog hende op. Siden har vi leget, spist frugt og drukket vand, og hygget os. Omkring kl.17 blev hun træt igen og hygger sig nu lidt i ro og fred inden i sengen, med tæppe, sut og bamse, ro og mørke....


Vi venter på at farmand skal komme hjem og hente pizza, det trækker da godt nok lidt ud der!


PS: Billedet er fra sidst Nora var sløj, nemlig i Amsterdam med skoldkopper, har ikke lige kunne fange et godt billed i dag...

onsdag, november 05, 2008

Er du vild med at strikke eller hækle?

Så er det tid til en ny hobby:-) Ja, jeg har besluttet mig for, at der skal ske lidt nyt, og springer derfor ud i at lære at strikke.

Pakken er på vej, 5 nøgler lækkert garn til et sjal, store tykke bambuspinde, og 20 nøgler blandet akrylgarn i alverdens farver samt hæklepind, der skal blive til elefanter i diverse størrelser til Nora.


Ja, ja man er jo ambitiøs. Jeg glæder mig som et lille barn op til juleaften:-) Har tilmeldt mig en online strikkeklub, og når jeg så har lært teknikkerne - ja for det skal jo naturligvis læres først, og så kan jeg trævle op bagefter, så skal de to nævnte første projekter startes op. Opskrifterne ser simple ud, så jeg er optimistisk.


Ser frem til at sidde og hygge mig om aftenerne, i stedet for at gå tidligt i seng, se tv eller lignende. Har dog allieret mig med veninden på mandag, hun er jo garvet, så hun kommer og giver gode råd:-) Blev simpelthen så inspireret af hendes vanvittigt lækre pink cardigan, wauw den er flot!


Og lad mig så høre fra alle jer strikkere og hæklere derude, har I gode råd? Eller nogle, not to do-råd? Lad mig høre lidt, om jeres strikkekarriere, hvad er det vildeste I har strikket? Bliver man afhængig af det her strikkeri? Kort sagt, overload mig med strikke-historier:-)


Ciao fra den totale novice-strikker:-)

Psst....


Vi lever endnu, i bedste velgående endda:-) Jeg vil rigtig gerne blogge noget mere, men ofte føler jeg bare, at jeg ikke kan blogge om det, jeg egentlig har på hjerte, fordi denne blog ikke er anonym. Skal lige finde ud af, hvordan jeg sjusser mig frem til et kompromis, for jeg vil jo gerne have noget konstruktivt, sådan rent følelsesmæssigt, ud af bloggen her.


I forhold til mine foregående indlæg, som der var lidt meget hemmelighedskræmmeri og mystik over, ja så var det sådan, at vi havde taget en beslutning om, måske at tage imod et tilbud om at flytte til Amsterdam og slå os ned. Men vi havde fået mundkurv på, så derfor kunne jeg ikke rigtig skrive om det, som jeg ville. Imidlertid ser det ikke ud til at blive til noget, så nu overvejer vi, hvordan vi kan finde udfordringer herhjemme og blive glade for vores liv her.


Men mere om det en anden dag, når jeg har bedre tid:-) Ville egentlig bare lige vise flaget og love bod og bedring til de læsere, der nu af og til forvilder sig vej til Life Of Grith - ved egentlig ikke helt hvem jeg skriver til, så egentlig er det vel bare for mig selv....