lørdag, december 30, 2006

Det gamle år går på hæld.....

og man gør sig sine tanker. Eftertænksomheden sænker sig, mens der udefor knaldes raketter af som var det nytårsaften. Det er jo det jo næsten også.

2006 var året, hvor jeg efter 2005 efterspurgte lidt mere ro og afslapning. 2005 var et hårdt år med meget arbejde, dels fordi vi flyttede fra lejlighed til hus, dels fordi jeg færdiggjorde mit speciale. 2006 skulle vise sig også at blive et meget hårdt år, bare på en helt anden måde.

Jeg ønskede i 2006 at være bedre ved krop og sjæl, dyrke mere motion, gå mere i kurbad, se vand og natur. Det ønske formåede jeg ikke at opfylde, så det går videre til 2007. At planlægge hverdagen bedre, var også et stort ønske. Det skulle vise sig at gå i opfyldelse, bare ikke af de grunde, jeg havde ønsket. Opvasken skulle tages i 2006, men jeg er ikke blevet mere effektiv på den front, til gengæld har vi besluttet os for at købe en opvaskemaskine!

At gøre haven til en grøn oase, var også et stort ønske. Jeg gjorde mit, og nussede meget i min have, men måtte sande, at Rom ikke blev bygget på en dag. Til gengæld fik vi lavet meget inde og ude, men mangler stadig en del. Vi fik bygget et fint hegn i haven, så vores hundebasser kan rende frit, det gav stor frihed.

Et andet stort ønske var at sove længe, hygge i sengen med kaffe og aviser. Det har vi været ret gode til, og sove meget, har jeg af ubehagelige grunde, været endnu bedre til. Jeg ville også gerne læse en masse bøger i 2006. Nogle blev det til, men igen blev livet sat ud af kurs, så ingenting blev som jeg havde forudset det, eller ønsket det.

2006 vil i min erindring stå som et år mellem helvede og paradis. Jeg skiftede fra det ene til det andet, var skiftesvis ulykkelig og lykkelig. Vores store ønske var at lave et barn. I maj blev jeg gravid, men i juli mistede vi vores tvillinger på 10 uger. Sommeren gik i sort. Helt i sort. En tid gik det fint, så kom efterreaktionen på et par uger, hvor jeg var så ensom og ulykkelig som aldrig før. Jeg har følt mig så alene i 2006 som aldrig før. Alene i verdens vrimmel, og så sort så sort indeni. Værre endnu, blev det, da jeg ved første forsøg igen blev gravid, men abortede spontant tidligt i september. Himlen trak mere op. Verden kunne faktisk bringe helvede i kog. En del af året har derfor været meget sort og ulykkeligt. Heldigvis skulle det ikke ende så sort. I oktober blev jeg igen gravid, og er i skrivende stund i 14 uge, med en sund lille gajol, der er aktiv og rask, har et hjerte, der banker sundt og stærkt. Jeg kigger på scanningsbilledet mange gange om dagen, der er mit lille ønskebarn, sat til at komme til verden 7 juli 2007. Jeg tror på at solen skinner på os resten af vejen nu, og jeg glæder mig utrolig meget til at skulle være mor.

Alt det her med graviditet og abort overskyggede en stor del af 2006, men meget andet skete dog imens. Jeg søgte jobs og fik afslag. Forsøgte at få en freelancekarriere op at stå, tog på iværksætterkursus og forsøgte at etablere selvstændighedsdrømme. De er nu sat på hæld. For hvis jeg ejer en virksomehed, skal jeg lukke den, når jeg går på barsel. Så indtil videre må drømmene vente, til 2008. Lige nu skal den lille gajol, og kunsten at passe på den, både i maven og når den kigger frem, have al prioritet. Der skal hygges og plejes.

2006 var også året, hvor jeg lavede et kreativt skriveprojekt med to 8. klasser, og blev interviewet til Bogmarkedet om bookworm.dk - bogportalen som vi har brugt meget tid på, men som nu pga. de ændrede planer, kommer i anden række. Den er dog også stadig vores lille hjertebarn, men bare rykket et trin ned. I 2006 var der uvejr og naturkatastrofer, en hel del på Filipinerne, hvor min far bor. Det gav lejlighed til en del bekymring, men han har ikke lidt nogen overlast, og jeg har vænnet mig til, at sådan er det bare at have en papa smølf på Filipinerne.

2006 var året, hvor hende her og jeg holdt de arbejdslediges kortspilsdag. Der blev også hygget med andre venner og veninder, og nye venskaber blev stiftet. Mine venner betyder alt for mig. Jeg ser dem ikke så meget, som jeg kunne ønske. Dels har året bare ikke været mit bedste overskudsår, og dels er det et faktum i dag, at alle har så travlt så travlt. Lad os gøre noget ved det i 2007.

I 2006 blev det til store koncertoplevelser med både Depeche Mode og Bruce Springsteen. Jeg blev BIF-fan, begyndte at spille golf og startede på kunsten at tage kørekort. Kæresten og jeg var midt i helvedes-dalen på luksusferie, på slotsophold i det gamle Tyskland. Det var skønt. 2006 var også året, hvor jeg så en masse Lost og Orange County. Jeg havde også en kort romance med at sælge tupperware igen. Der blev kørt en del med plæneklipperen Alfred. Svigerfar blev alvorligt syg i 2006. Det trak hårdt på alle. Men han blev frisk igen og har det nu fint. Men intensiv har jeg set nok til, tak!

2007 er året, hvor jeg ser frem til at pleje mig selv efter et hårdt 2006. Det er året, hvor jeg ser frem til de menneskelige relationer, se mennesker der betyder meget for mig. Det er året, hvor jeg ser frem til at blive mor, og til at min kæreste bliver far. Til at byde en ny lille trold velkommen i familie. Til at gøre min mor til bedste, og mine svigerforældre til bedster. Til at se smil, høre gurglen og latter. 2007 bliver sandsynligvis året, hvor vi holder barnedåb og bryllup til efteråret. Det bliver også året, hvor vi bygger indkørsel, ny garage og i det hele taget kommer mere i orden, til vi skal modtage den lille ny.

2007 bliver et fantastisk år, det kan jeg bare mærke! Også for dig kære læser! I morgen vil jeg holde en pragtfuld nytårsaften med kæresten, lave en dejlige 5 retters menu som vi skal bruge hele aftenen på, skåle i børnechampagne, sende en tanke til dem der ikke skulle være, smile til kæresten og nusse maven, hvor den lille gajol stortrives;-)

Godt nytår til blogland!

fredag, december 22, 2006

Glædelig jul til dig og dine;-)

Jeg er verdens lykkeligste kvinde! Det er lykkes mig at finde ventetøj, der passer, så nu har jeg endelig flere forskellige ting og sager at gå i. At tænke sig, jeg følte det som himmerig, da jeg fik et par graviditets-cowboybukser på, det var dælme dejligt. Flere forskellige kjoler er det også blevet til, og en dejlig nederdel. Altså, hvor blir´det en skøn jul!

Til alle jer fra mig, ønsket om en rigtig glædelig jul, for nu vil jeg og min dejlige mave gå på juleferie og rigtig slappe af;-)

lørdag, december 16, 2006

Hvad du ønsker, skal du få....

Julen nærmer sig. Hastigt endda. I morgen er det store-købe-julegave-dag her hos os, og vi skal farte rundt i byen. Men kære blogger, hvad er dit højeste ønske til jul? Her tænker jeg ikke på god mad, hygge og fred i verden, nej, hvad ønsker du dig af kæresten/ manden/ forældrene osv.?

Jeg er jo barnlig og i kommunikation med den lille gajol i maven, så mit højeste ønske i år er den samlede Åh Abe Boks. Så skal der spilles musik for maven, den sag er klar.

Men hva´med dig?

tirsdag, december 12, 2006

En noget så gravid december.....

Hallo, hrm, hrm, går december ikke lovlig hurtigt i år? Ikke? Nå nej, jeg har bare ligget syg i de dersens 8-10 dage, såh....

Måske jeg lige skulle tage mig sammen og få pyntet lidt op? Købt alle julegaverne? Jo, god idé. Det er bare sin sag, når man er gravid med storkvalme 24-7, tager kørekort med hiv og sving og også lige skal have dækket alle sine morfar-naps dagen igennem. Ja, og det tager jo også tid med alle de små-måltider, der skal indtages, når det nu er det eneste, der hjælper bare lidt på kvalmen.

Bed til at GraviFrisk ( noget ingefær-hejs fra apoteket ) hjælper mig. Please. For jeg vil også kunne grovæde i julen, specielt nu her hvor det er mig lovlig tilladt: ja, altså, alle ved jo at gravide er grovædere? Eller? Ja uanset, hvis kvalmen forsvinder, så skal I bare se gajolen og jeg tage for os af retterne. Big time.

Min mave raver altså godt ud i samfundet efterhånden, lige så gør den dersens barm, og jeg synes jeg ligner en der skal til at gå ind i 3. trimester, ej, spøg til side, men overdrivelse fremme forståelsen. Ifølge bøgerne burde jeg jo nærmest være flad endnu, her i 11-12 uge. Der er ikke så meget som et par cowboybukser, jeg kan passe mere, og faktisk er der kun nederdele og joggingbukser tilbage - og selv et par addidas er begyndt at irritere mig. Jeg er spændt på om det måske er tvillinger igen, og benytter gerne enhver lejlighed til at drille kæresten med mistanken. Han blir´ikke så grå i hovedet mere, den stakkels mand har vist vænnet sig til lidt af hvert med en jeg-skal-komme-efter-dig-noget-så-gravid kæreste i huset. Tilgengæld driller han så mig tilbage med, at det sikkert er trillinger. Det syns´jeg ikke er sjovt. At all.

Nå men altså, nu vil jeg jule noget så december-agtigt, og bede til gud om at denne kvalme fra helvede går sin vej. Nu. Eller bare snart.

Gajol-hilsner herfra og fortsat go´december til alle;-)

fredag, december 08, 2006

Host, host....

Sygdom er så enerverende træls. Bare træls. 8-9 dage i sengen med lidelser på størrelse med Mount Everest, dertil lægges så kvalme og opkastninger i ny og næ, og du har en groggy mig.

Groggelygrog herfra. Skriver når tågen letter igen.