torsdag, april 27, 2006

Bogormen og køkkengrejet

Tænk, ½ år efter indflytning kan bogormen efter en masse skrubben og skuren, og en voldsomt kamp på liv og død med et dybtliggende hjørneskab, omsider i dag begynde at pakke alle sine køkkenting og sager ud....ja, miraklernes tid er i sandhed ikke forbi!

Man ser frem til udpakningen som et lille barn. Bogormen er normalt en lille gourmet der tilbringer timer og atter timer i køkkenet, men siden vores flytning fra august til november, og følgende opmagasinering af de fleste af vores pakkenelliker, ja så har det knebet med at svinge køkkenskeen, men nu skal der andre boller på suppen, slag i dejen, krydderurter i bedet med mere.

Uhm, jeg kan nærmest allerede dufte tomatsaucen, de dejlige bagte grønsager, se de store velformede brød for mig. Sikke en maj det skal blive i det lille bogormehjem. Jeg kan nærmest knibe en tåre bare ved at kigge på min skønne morter i granit.... suk...

Hvad betyder madlavning for dig?

tirsdag, april 25, 2006

Bogormens triste eftermiddag....


Et menneske jeg holder meget af er indlagt på intensiv, det sætter sine spor på alle involverede...

Her til eftermiddag skal han opereres og have indsat en tube i halsen, som man så kan koble en respirator til, istedet for at føre den gennem munden. Man udfører operationen fordi man skønner at han skal være i respirator et stykke tid endnu, og derfor er det bedst for både ham, og hans slimhinder, at indoperere en indgang i halsen.

På nuværende tidspunkt burde operationen været gået godt og han er i opvågningen, men vi ved det ikke med vished endnu. I aften skal vi besøge ham. Selvom det går bedre med ham dag for dag har nervøsiteten og chokket ikke sluppet sit tag i mig. Jeg sitrer nærmest af bar nervøsitet.

På en eller anden måde føles alt så uvist og ubehageligt, også selvom lægerne skønner at han bliver rask og kan komme til at fungere igen. Faktum er bare at når man som pårørende har stået på sidelinien til en patient der har ligget 14 dage i respirator på intensiv, ja så kan man altså ikke være rolig, eller beroliget ret længe tid af gangen, man har det rent ud sagt af helvede til. Ku´han dog bare snart blive frisk og komme hjem igen, det her er ikke til at holde ud!

Bogormen der forsøger at have en dagligdag, nu blot med flossede nerver...

mandag, april 24, 2006

Hva´så nu bogorm?


10 dage med skridt ind og ud af intensiv har sat sine spor....

Hjemme igen, på pinden her foran pc´en, er overblikket fuldstændig forsvundet. Den velkendte energi og smilet på læben er ligeledes fraværende. Bogormen er kort og godt trist. Reaktionerne ovenpå chokket begynder så småt at dukke op. Sløvsind og håbløshed.

Flyttekasserne har desværre ikke pakket sig selv ud. Der har heller ikke været nogen der har cleanet mit køkken og fået tallerkener og glas på plads. I haven begynder man virkelig at ane at foråret er her, og bogormen har endnu ikke fået kæmmet den for de værste vinterspor. Mødet hos a-kassen om 14 dage minder mig om de par opslåede jobs jeg skal have søgt. Listen vokser, men det gør min energi og motivation desværre ikke.

Så cowboy, op på hesten igen....men først, kaffe!!!

mandag, april 17, 2006

Påsken der gik i sort....

Bogormens påske startede så godt, modtog fin fin pakke fra Operation Påskeglad fra Malene, dejligt påskeæg, fin indpakning og to søde filthøns, alt var så godt, så godt.

Ikke særlig mange timer senere fik vi en meget ubehagelig opringning. En i nærmeste familiekreds var faldet om og var indlagt på intensiv. Puh ha. Alt blev sort. Vi pakkede noget tøj og diverse, smed hundene ind bag i bilen og var dem der var kørt.

Herfra er alt stadig gråt i gråt. Et menneske der er meget tæt på er nu på 5 døgn i respirator, det går langsomt frem, med tilbagefald, men dog frem. Optimismen er til at få øje på, men det har tappet og det er hårdt for alle parter, både for den indlagte og for os, den nærmeste familie.

Vi er pt. ikke hjemme, men hos familie, for at støtte op og være i nærheden. Sådan vil det nok også være den næste uges tid. Det er gråt i gråt, ofte er det sort, så lysner det lidt igen. Man græder indeni, man er rystet, man er i sorg. Det går fremad, men også tilbage, og endnu synes alt så uvist.

Lige nu er det gråvejr i livets latterdal, og bogormen vender ikke mange sider...

lørdag, april 08, 2006

Har du taget kørekort i Brøndby eller Glostrup?

Så er det din anbefaling/advarsel bogormen søger efter! Alternativt hører jeg også gerne fra jer der har gået på en rigtig god køreskole i Københavnsområdet....

Bogormen skal til det, kørekortet skal erhverves så jeg kan komme ud og gøre det danske land usikkert. Jeg har råd nu, men jeg er meget i tvivl om hvor jeg skal tage kørekortet. Skal jeg gå til en af de store velrenommerede og sikre, som fx Tip Top Trafik, eller kan jeg roligt tage en af de køreskoler der ligger i min nærhed, fx Kirkebjerg Køreskole her i Brøndby, eller Mortens køreskole ved Glostrup Station? Jeg er meget usikker på hvad jeg skal gøre.

Naturligvis vil jeg helst kunne cykle hen til en køreskole i nærheden, men på den anden side har man hørt så meget om køreskoler med fusk og svindel, hvor kunderne ikke så skyggen af det de havde betalt for, såh....ja, jeg har desperat brug for nogle gode råd fra jer derude i blogland!

Hjælp mig så jeg snarest kan koncentrere mig om teori og vejkørsel:-)

torsdag, april 06, 2006

Det smiler en bogorm af.....

Inspireret af Sille her midt i mit præpåskebastling-indflytter-rodede virvar blev jeg her til formiddag, og ja, vi skal jo huske at smile og glæde os over livet, såh:

3 ting der skete i går, der gør mig i bedre humør når jeg tænker på det:

- Min kæreste og jeg gik en lang tur med hundebasserne da han endelig kom fra arbejde, og selvom det var monsterkoldt og der blæste en vind fra helvede, så var det bare så dejligt livsbekræftende!

- Jeg fik bastlet en masse påsketing og lagde skumle planer om at overraske mennesker jeg holder af.

- Jeg fik endnu flere af vores flyttekasser og møbler ind i det lille Brøndby´ske hus, så det ser omsider ud til at miraklet sker og vi kommer på plads, altså efter lidt koordinering, oprydning, sved på panden og helt sikkert adskillige indretnings-diskussioner. Den dag det hele står pænt og nu-smider-jeg-mig-i-sofaen-for-selv-skabene-er-ryddet-op, ja så drikker jeg mig sgu´en flaske champagne sammen med gemalen.

3 ting jeg glæder mig til idag:

- Tjekke og nusle om alle mine små blomsterspirer der vælter frem i minidrivhusene, især mine solsikker og lupiner er ihærdige:-)

- Håber at omrokere og ommøblere stuen inden gemalen kommer hjem, så han får sig en overraskelse af de seriøse, og bare fordi det er så tilfredsstillende!

- Til at kokkere lækker ret med torsk, og små kartofler og champignoner bagt i ovnen med marinade og timian, uhm...

Hvad smiler du af? Kom nu, bare et lille smil, jah, og så et stort et :-)

onsdag, april 05, 2006

Bogormen amok med alle påskekaninerne....

Altså, giv mig en saks og noget karton, og der går fuldstændig Jørgen Clevin i den....

Disse dage står i påskebastle-tegnet. Jeg laver kaniner, høns i hønsehus, og alle mulige andre påskerelaterede dyr og krimmel krammel. Og jeg elsker det simpelthen bare. Det er det samme hvert år. Jeg bastler som en 5-årig ved børnehavens lave bord, frem med karton i alskens farver, hobbybøger, sakse, farver og snart flyder det med kartonrester over det hele, og der sidder kaniner og stirrer ubarmhjertig, og også ret sødt, på mig. Påske, påske kom nu....

Påskelørdag har vi altid familien til middag. Så får jeg styret min totale madlavningslyst, kreerer en super lækker middag, og gæsterne får naturligvis noget påskebastlet med hjem:-)

Jeg bastler naturligvis til Operation Påskeglad, men har også et par ekstra overraskelser oppe i ærmet. Der er andre tæt på bogormen der skal glædes med en lille ekstra overraskelse her før påske, fordi de har fortjent det, fordi de er søde ved mig og fordi jeg holder meget af dem. I ved, vi skal huske at være rare ved hinanden, ik:-) Og så elsker jeg jo bare at bastle....

Påskebastler du, og hvad skal du i påsken?

tirsdag, april 04, 2006

Bogormen og den filmiske fascination

Siden vi flyttede til det nye kvarter har vi mistet alle vores tv-kanaler, nu ser vi kun DR og TV2, og vi kan vel godt blive enige om at der ikke er meget at råbe hurra for, ikke?

Derfor har bogormen udviklet hvad nogle vil betegne som en lidt skræmmende fascination for film. Ihvertfald er hun medlem af et par filmklubber og en bekendt har anbefalet hende MovieZoo - hvilket ikke har gjort film-fascinationen mindre.

Faktisk vokser den dag for dag, og bogormen længes efter MuppetShow og diverse film og serier, ja tænk, hvem der bare have Orange County-sæsonerne. Ak, ak.

Fornylig købte gemalen dyr vin, det resulterede i at bogormen fik lokket tilladelse ud af ham, til at bestille boxen med første sæson af serien Lost som hun har hørt meget, rigtig meget godt om. Pakkeposten er netop arriveret med den ventede box som har været 10 dage undervejs. Og tænk, så lå der sørme Walt Disney Treasures - The Chronological Donald 1934-41 , i pakken også, tænk, hvem kan have været så fræk at bestille hele to ting?:-)

Påske-underholdningen er på plads, og jeg forudser at det bliver en god påske med gæster, have og husarbejde og råhygge foran skærmen om aftenen, samt god rødvin og en bailey eller to:-) Uhm, påske, bare kom an....

Har du en filmisk fascination, og hvis ja, hvad ser du så?

mandag, april 03, 2006

Bogormen og Ole Lund Kirkegård

Voksen og dog barn. Sluttede en god, hygsom og produktiv weekend med at falde i søvn til lyden af Lars Knutzon der læste Ole Lund Kirkegårds "Albert" op. Skønt. En herlig knægt der er fræk, stjæler pærer og bygger fælder. Dejligt.

Weekenden har været perfekt. Effektivt rengøring og diverse gøremål. Plantede og forkultiverede det meste af lørdagen, nød god mad og drak en god flaske vin med kæresten, og søndag bød på solskin en masse og påskebastling med en god veninde. Perfekt.

Mandagen starter også her en ny arbejdsuge op. Med frisk mod og ny energi går man til værks. Senere idag tager jeg i naiv tro om at solen vil titte frem, på den 45 minutters lange cykeltur ind til byen, hvor jeg blandt andet har en hyggelig te-aftale hos Annedorthe. En af mine dygtige anmeldere, der sørme også blogger. Herfra skal da lyde en opfordring til at kigge indenfor hos hende - og mon ikke hun snart får tilmeldt sig blogbot:-)

Vores flytning fra helvede er ved at ebbe ud. Vi flytter de sidste kasser, møbler osv. ind i denne uge og i påsken, for nu er vi næsten færdige med at sætte vores stue i stand. Ja ting tager tid når man arbejder meget, og jeg har på nuværende tidspunkt udviklet en jernhård tålmodighed. Behøver jeg sige at jeg glæder mig til mine sofaer entrere det lille hjem? Sidste jeg slængte mig i en af dem var tilbage i august måned 2005!

Det blir´så skønt at komme på plads, få pakket ud, smidt ud og ryddet op:-) Det er næsten lige så godt som sex, nå ja og så lige Lars Knutzon der læser om frække Albert:-)

Hvad skal du bedrive din mandag med?

fredag, marts 31, 2006

Pst.....

Kære vejrguder

Til foråret hører sig solstråler og trallende fugle....

torsdag, marts 30, 2006

Bogormen der blev bidt af en gal lathyrus

Det er første rigtige havesæson for bogormen. Huset vrimler med minidrivhuse hvor forskellige planter og blomster spirer frem, og det er jo en ren herlighed at se på.

Et helt minidrivhus har bogormen reserveret til forskellige ærteblomster, her spirer Lathyrus Great Expectations, Lizbeth, og Odoratus. Og bogormen frydes i ren spænding når hun ser hvor rankt de kæmper sig opad.

Et andet minidrivhus er ment til bagterassen, her skal der stå potter med basilikum, dusksalvie, persille, timian, og ikke mindst tomater, sidstnævnte ser bogormen virkelig frem til.

Det kæmpestore minidrivhus er fyldt med spirende sommerblomster, og her har vi tagetes, løvemund, lidt flere lathyrus, pelargonier, Susanne med det sorte øje, hvid løvemund og stolt kavaler.

Der er et eller andet med bogormen og det her havehalløj. Hun er blevet god til at beherske sig, men når hun finder billige blomsterfrø hos matas eller i netto, ja så ryger fornuften altså, og hun forestiller sig sin have i ren blomsterflor, derfor er det også blevet til 8 store roser i 4 forskellige farver der blot venter på at kunne komme i jorden, og så blev bogormen som tak for en ordre til en planteskole begavet med en lille spand fuld af sommerløg, der sikkert kommer til at gøre gavn i potter på terassen ud til vejen, når altså det er tid til at plante disse, og det er det jo snart:-)

Når første kuld forkultiverede småfrø om få dage er klar til at blive plantet videre ud i større potter, så er andet kuld frø klar til at indtage minidrivhusene, og bogormen glæder sig som et lille barn til at se store kæmpe solsikker, regnbue lupiner, morgenfruer, valmuer, kornblomster i røde nuancer, orange guldblomster, gule lupiner, ridderspore, blå kornblomster, hvide havenelliker, sommerlevkøjer, rosa, lyserøde og hvide sløjfeblomster, flere stolte kavalerer i andre farver og blomsterkarse i hvid, orange, gul og peach, titte frem.

Mest af alt glæder bogormen sig til at se hvordan det går alle disse planter når de kommer udendørs hold for hold, og hun påregner at have planter og blomster stående rankt hele sommeren, altså dem som fuglene ikke tager:-)

Tit og ofte drømmer hun sig væk i tankerne om hvordan hun skal sidde med en god kop kaffe i haven og kigge på alle sine krydderurter, ærterblomster og sommerblomster, sikke en tid det bliver.

Først skal haven jo lige gøres forårsklar, alt det tørre skal væk og der skal ryddes klar til alle de nye havebeboere. Indendøre trives de imidlertid godt, og ligeså gør bogormen, trods lidt hys i ny og næ over den stadigt vi-er-ved-at-flytte-ind-kaos-stemning.

For søren da hvor har bogormen glædet sig til at være haveejer med glæde og lyst i flere år....

Gør du haveklar og har du nogle gode råd til bogormen?

fredag, marts 24, 2006

Så røg bogormen til køjs....

Ja, også jeg måtte ned med nakken denne sæson, altså du ved, sådan da. For her sidder jeg med bærbar i sengen, har fået klar besked på at slappe af, er halsløj men ikke helsløj - og hvem ...... er den idiot der har opfundet halvsløj? Det giver jo ingen mening!

Man er for sløj til at være helt frisk og up and going, men også lidt for ok til at man er fuldstændig slagen i sengen. Altså....jeg kan ikke bruge denne tilstand til noget, andet end at slappe af naturligvis....hrm.... nå hurra for bærbar så man dog trods alt kan lave lidt, og hurra for alle de bøger jeg kan hygge mig med:-)

Men hvorfor kommer det her halvsløj nu, lige som jeg havde planlagt at skulle gøre haven forårsklar i weekenden? Typisk....nå men godt jeg har mine minidrivhuse i stuen, så jeg dog trods alt kan spore lidt forårsglæde.

Kender du det at være halvsløj?

tirsdag, marts 21, 2006

Bogormen bag rattet! Watch out!

Ja, det er skam ganske alvorligt ment. Bogormen går med planer om at tage kørekort...

Men jeg er på glatis, og har brug for DIN hjælp. Har du lige for nylig taget kørekort? Kender du en god køreskole? Gerne i Glostrup/Brøndby/Rødovre/Hvidovre-området.

Jeg vil helst finde en god og proper køreskole der ikke tager røven på mig, såh...jeg venter spændt på din kommentar...

mandag, marts 20, 2006

Bogormen ramt af "De fire"...

Patricia har ramt mig med "The Four Meme", så bogormen har måtte ligge hovedet i blød:-)

Fire jobs jeg har haft:

Avisomdeler, op man-fre. kl. 5, men tilgengæld gode lommepenge som teenager. Og bare det at høre fuglene begynde at synge hver morgen, for ikke at tale om den gode motion det var.

Rengøringsassistent på psykiatrisk hospital, hadede det, især når jeg skulle ind på den lukkede afdeling. De var mærkelige, de indlagte der, og det var pænt skræmmende.

Butiksassistent i jeg ved ikke hvor mange boghandlere, ja, man er vel bogorm:-)

Tupperwareforhandler: sjovt i starten, ikke så mange penge ud af det, men jeg har nu en del elsket tupperware.


Fire film jeg kan se igen og igen:

Giganten med James Dean, uhm:-) Fantastisk film.

Borte med blæsten, elsker klassikere!

Sound of Music - ja som sagt, elsker klassikere!

Godfather-trilogien, suveræne film, spænding og mafia-stemning.


Fire steder jeg har boet:

Flækken Glumsø på sydsjælland hvor jeg er vokset op.

Aumühle, Hamburg, hvor jeg boede et år hos en tysk familie, mens jeg arbejdede på en kostskole for psykisk og fysisk handicappede børn. Et hårdt men lærerigt år.

Hvidovre Hospitals Kollegium, hvor jeg boede i 3½ år og mødte manden i mit liv. Fest, farver og ballade.

Valby, Lyshøjgårdsvej 93, vores dejlige lejlighed gennem 7 år. Dejligt miljø, men larmende overboer der drev mig derfra. Sentimentale minder.


Fire tv-shows jeg elsker:

Klovn, funny funny, funny.

Desperate Housewifes, jep jep.

Krøniken, savner den!

Anna Pihl, ja, jeg er mod mine forventninger blevet hooket.


Fire steder jeg har været på ferie:

London, kan aldrig blive mæt, skøn by.

Paris, fantastisk by, bliver heller aldrig færdig med den.

Sverige, kanotur, skønt, vil gerne afsted igen.

Bulgarien, 1 uge, varmt, men masser af billige kasettebånd!


Fire websites jeg besøger hver dag:

www.bookworm.dk - naturligvis!

www.google.com - er min ven.

www.blogbot.dk - når jeg skal blogge.

www.isabellasmith.com - fordi jeg er blevet bidt af et egern med grønne fingre!


Fire af mine favoritspiser:

Tapas-tallerken med gode oliven, ost, pølse, skinke og masser af grønt, plus god rødvin.

Ristaffel, uhm, kokosmel og bananer, karrykylling og soya-ris.

Carpaccio, elsker, elsker, elsker

Sushi og sticks, uhm, kan ikke få nok af det!


Fire steder jeg hellere ville være lige nu:

DGI-byens kurbad i afslappet mode...

Coco Beach på Filipinerne, for at besøge papa og hans nye familie.

På badeværelset med en positiv graviditetstest:-)

Her i mit hus/have i Brøndby, hvis alt var færdigt og jeg rigtig kunne slappe af!


Fire bloggere jeg tagger:

Jules, fordi hun skriver humoristisk og vedkommende.

Sille-nu-tidens-kvinder-pigen, fordi hun jo stadigvæk er blogger, ik;-) Men også på ferie, så det varer nok lidt før hun lader sig overvælde af de fire:-)

Aeris, fordi hun helt sikkert synes det er sjovt, og fordi jeg gerne vil se hendes svar!

Ildkatten, så vi får lidt biker-stemning ind i billedet:-)

fredag, marts 17, 2006

Med moppe, spand og sut i hånd

...er det virkelig det gud har i vente til mig?

Efter et pænt jobafslag i dag har mine tanker kredset i ring. Hvor ender jeg? Hvad skal jeg? Hvorfor?

Ok, ok. Har skrevet 7 ansøgninger og ved jo at det tager tid at banke en freelance-karriere op, men er det en karriere som stay-home-mom gud har i vente til mig?

Hvis jeg skal kunne køre en freelancekarriere skal jeg have gang i opgaverne nu her før der kommer småkravl, og jeg synes, tiltrods for positive tilbagemeldinger, at det lidt er en tur op af bakke i blæst. Omvendt er syv ansøgninger jo ikke noget særligt, såh, måske jeg bare skulle få sendt nogle stykker afsted hver uge så verden kan få øje på mig.

Stadig kredser tankerne dog omkring min fremtidige rolle. Lige nu banker mit hjerte for litteratur og alt hvad jeg foretager mig, og jeg håber at kunne komme til at beskæftige mig med det selvom der kommer børn osv., for en freelancekarriere kunne man jo kombinere med barsel og så videre, eller i hver fald en kombination på en eller anden måde.

På den anden side set er der jo ikke noget galt med at gå hjemme og sørge for hus, hjem og børn. Jeg vil da enormt gerne give mine børn en tryg opvækst med varm cacao og nybagte boller og des lige, omvendt vil jeg også gerne være bogorm og fortsat beskæftige mig med, og formidle litteratur. Det må blive en blanding det ender med. Kald mig bare naiv, men jeg har nu tænkt mig at forsøge!

Ih ja, det er ikke sådan at være nybagt akademiker med børnedrømme...tsk.

Hvordan med dig og karriere, børn og drømme?

onsdag, marts 15, 2006

Et par tímer i fortroligt selskab...

skal i dag tilbringes sammen med en af yndlingsveninderne. Vi skal hygge og snakketøjet skal gå, verdenssituationen skal opdateres og vi skal for et par timer se ind i hinandens verden.

Det blir´hyggeligt og jeg glæder mig til at begive mig gennem snehejset på min jernhest, ud til hende den skønne. Glæder mig til at se hende, glæder mig til at tøsesnakke om stort og småt.

Venindesnak er bare SÅ godt:-) Og kaffe og kage til, er toppen på kransekagen:-)

tirsdag, marts 14, 2006

Bogormen overvældet af virkeligheden

Ja, nogle gange er det bare sådan. Virkeligheden vælter ind over én og for en dag eller to er man overvældet og tankefuld. Eller også er det bare hormoner...

Ihvertfald har jeg gjort mig mange tanker om mit liv de sidste par dage. Jeg står ved en korsvej og er i en periode fuld af forandring, det giver gode, sprudlende dage, men sandelig også mindre gode dage. Eller også er det bare når jeg er præmenstruel....

Jeg har færdiggjort mit studie på uni og er ved at opbygge en karriere som freelancer, fordi det er det jeg helst vil. Sikkert er det at, det ville være langt nemmere for mig blot at finde et fuldtidsjob jeg kunne bestride og så ikke tænke mere over det. Men det gør mig jo ikke lykkelig. Min interesse for litteratur og andre personlige hobbies gør mig lykkelig, det er det jeg vil skrive om og beskæftige mig med. Også selvom det er benhårdt arbejde her i starten. Min forløbige målsætning siger mig at det vil tage et års tid at bygge mit freelancenetværk op, så jeg løbende kan få opgaver. En mere usikkert levevis, men heldigvis en jeg kan vælge fordi det er det der vil gøre mig tilfreds, og fordi vi har en økonomi der tillader det.

Vi er flyttet. Jeg har fået mit hus. Jeg elsker det. Men det er også hårdt at flytte, og der er mange løse ender, ting man ikke har overskud til at få ordnet sådan lige med det samme. Min målsætning er her, lidt hver weekend gør godt. Bid for bid ordner det sig. Med mere ro og stabilitet kommer mere tilfredshed, og pludselig ser vores hjem ok ud igen:-)

Jeg vil gerne være gravid. Jeg vil gerne have mit første barn, og endelig er min kæreste også klar. Det er noget der skal foregå helt naturligt, som en del af vores liv, og når kroppen siger det er tid så vil jeg juble, indtil da befinder jeg mig godt med beslutningen om det nye liv. Når det er tid, er det tid, og så er det bare at glæde sig:-) Derfor kan det da godt være jeg smuglæser "Gravid" og "Vores børn", for universet er bare så spændende for mig:-)

Det er meget store forandringer mit liv har budt på det sidste ½ år, og der skal tilvænning til. Jeg elsker dog alle mine forandringer, elsker min hverdag, mit liv, men skal også huske at være god ved mig selv og mine nære, værne om roen og lykken. Det er ikke kun udvikling og effktivitet der kommer først, ro og nærvær er mindst líge så vigtigt. Derfor glæder jeg mig til at begynde at skabe min første have, rode i jorden, lege med hundene derude, lave frokost til den dejligste kæreste i verden, på terassen, invitere venner, hygge, grine, leve:-)

Hvordan har du det med dit liv?

fredag, marts 10, 2006

Den utilstrækkelige bogorm.....

Øv bøv bussemand. Bogormen føler sig i dag utilstrækkelig. Ikke spor tålmodig, eller sprudlende af den normale energi. Bare flad, sur og utilfreds.

Jeg har været tålmodig rigtig længe. Der er sket mange omvæltninger i mit liv. Nu føler jeg at en form for reaktion er på vej. Og i dag er det af den triste slags. For netop i dag er jeg træt af vores flyttekaos. Træt af at vores hjem ikke er i orden. Træt af at jeg er i sådan en færdig-med-speciale-agtig tilstand og på vej til noget nyt jeg ikke ved hvad er. Føler mig forvirret. Tappet for energi. Hvor skal jeg hen? Hvad venter der mig?

Det er hårdt at gå i denne form for tilstand alt for længe. Man kan klare det i en periode, men så bliver man træt, man bliver vrissen og sur. Hvorfor fanden har jeg ikke nogen sofaer i min stue? Hvorfor står der flyttekasser over det hele? Hvorfor har hverken kæresten eller jeg ikke energi til at knoklen røven i laser hele tiden, hvad bilder vi os ind at vi også vil slappe af? Tja....

Hvorfor har jeg ikke energi til at kunne nå alt? Hvorfor ender jeg i stolen med en bog, eller går tidligt i seng når jeg kunne lave noget? Hvorfor er jeg ikke superwoman? Pis´oss....

Logikken fortæller mig at sådan er det når man er flyttet og alt er i kaos. At det er normalt for mig at føle sådan her, når jeg er i en situation hvor jeg forsøger at bygge en freelancekarriere op, at det kræver tid, energi, tålmodighed og målrettethed.

Men idag er jeg bare ikke til logik, lige i dag ville jeg gerne have det der perfekte liv hvor hus og have var i den perfekte stand, tilbygningen stod færdig, der var hegn om haven så hundene kunne færdes frit, vores indretning var ren Bo Bedre, og jeg havde en solid karriere med en 10-15 steder der løbende sendte mig opgaver.

Man har jo lov at drømme....

PS: Jeg er sikkert bare præmenstruel:-) Noget sir´mig det er det... sorry, men jeg måtte bare lige læsse min galde af et sted, har det allerede meget bedre på den optimistisk, naive bogorme-måde.

mandag, marts 06, 2006

En bogorm udvider sit univers....

Ja, det er jo præcis hvad jeg gør i denne tid. Spadserer ind i en ny og helt ukendt verden, jeg er en ny wanna-be-pregnant. Et nyt univers med en masse ny viden og ukendte områder. Famler mig omkring, forsøger at orientere mig, forsøger at styre min begejstring.

Sagen er, at mine æggestokke har rumsteret og givet koncerter siden jeg var 25. De har fyret den af så at sige. Jeg har forsøgt at overtale kæresten, men han var ikke parat, og ingen tricks virkede der. Jeg skulle færdiggøre mit studie. Som sagt så gjort. Jep. Been there done that, got the tshirt.

Nu er jeg parat, og det samme er han, men sikkert ikke lige så meget som mig. Så nu er døren blevet åbnet, og jeg forsøger at finde mig til rette her i min pregnant-to-be-verden. Det er kompliceret og her er fyldt med blandede følelser.

Jeg forsøger ikke at snakke for meget om det her med at "vi" gerne vil være gravide, det at jeg gerne vil svulme, at vi gerne vil være en til i familien. Jeg forsøger at tøjle min begejstring. For jeg er begejstret. Det er en ny verden der er usandsynlig fascinerende. Samtidig med at det er ufatteligt spændende, forsøger jeg at holde fokus på en masse andre ting, for jeg har ikke lyst til at være totalt skruk, kun kunne snakke om ægløsning og graviditetssymptomer, nej, faktisk synes jeg det er så træls med kvinder der opfører sig sådan.

Men jeg er jo spændt, meget endda. Hver måned når jeg når mens-tiden er jeg spændt, men forsøger virkelig at holde det på et helt naturligt stadie. Når det kommer, så kommer det. Jeg vil hellere se det an med spænding, end at flæbe og være skuffet hver måned når blodet pibler.

Ih altså, hvor er det spændende, men også bare lidt kompliceret og følelsesladet....

Har du erfaringer med wanne-be-graviditet du kan gøre mig klogere/gladere med? Jeg vil jo gerne tale med nogle om det, diskutere det, se frem til det, høre hvordan det har været for andre osv.

Og nej, bare rolig, LifeOfGrith bliver ikke omdannet til en graviditetsblog, det hele er som det altid har været:-), nu bare med et ekstra tema. Sådan former livet sig jo ik´....

fredag, marts 03, 2006

Bogormen og Napoleon

Marts-fordybelse handler lige pt. ikke kun om Twin Peaks og agent Cooper. Derimod har jeg begivet mig ind i et historisk univers for at lære om Kejser Napoleon. Herman Lindquist fortæller og jeg sluger beretningen råt. Historisk læsning, biografisk læsning er fascinerende. Biografien kommer op som konkurrence på www.bookworm.dk snarest, så er du interesseret kan du tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev og blive opdateret!

Napoleon er den spændende biografiske og historiske beretning om den ret fattige, dog adelige, dreng fra Korsika, der overraskende endte med at blive Frankrigs magtfulde hersker og kejserlige overhoved. Napoleons drøm om ét samlet Europa med fælles valuta og hovedstad, naturligvis Paris, kostede millioner af mennesker livet, og hans krigstogter, mange reformer og heftige beslutninger har haft indvirkning på hele Europa, Sydamerika og USA, helt op til vore dage. helt frem til vore dage.

Herman Lindquist er svensk populærhistoriker, og beretter fascinerede og faktuelt om den fattige, korsikanske, lidenskabelige patriot, den varmblodige kvindebedårer, der oprindeligt ville have været forfatter eller videnskabelig forsker, men som i den franske revolutions kaos så sit livs chance, og blev en af periodens mægtigste magtmennesker. Biografien fortæller alt om hvordan det skete, hvordan det overhovedet var muligt, og hvad der for mere end 200 år siden gjorde at Napoleon endte med en kejserkrone på hovedet, i stedet for en stilling som forfatter eller forsker. Var han lidt vanvittig eller var han bare et geni? Og fremfor alt, havde han fortjent det?

Er du til historiske biografier?