søndag, oktober 15, 2006

Bogormens temmelig kulturelle weekend....

Har rent kuller nu, kultur klimper rundt på øverste etage. Det larmer det stads. Larmer af lutter gode oplevelser...

Fredag bød på virvar-bogormen, der fik gjort rent før gæsterne fra nordsjælland arriverede. Lækker gryderet med knasende, varmt brød blev indtaget sammen med lækker Barolo, og indad, indad til byen gik det.

Hurlumhej i taxa til Blågårds Plads, med fakkel i hånd sammen med et hav af mennesker over på Assistens Kirkegård, til digter-agtig rundvisning, med et twist af gravrøvere og gys. Men alt, alt for mange mennesker. Man burde dele det ind i hold til næste år, for det er noget af et tilløbsstykke. Med rette, for interessant var det.

Videre på gåben til Forum, susen med Metroen til et myldrende Kongens Nytorv, og igen på gåben mod Kastellet. På vejen kom vi lige forbi Torvehallerne, der bød på noget lækker krebs og en meget fascinerende æble-frugtdrik. Mums.

Kastellet bød på gåtur ved vand i måneskin. Meget romantisk. Passende sted at fri til sin elskede, hvis sådan noget skulle falde mandspersoner ind. Hrm....må vist lige huske at fortælle kæresten den slags en anden gang. På Kastellet gik det rundt på bumlende brosten, fra sted til sted, bla. i et værelse til 2 familier eller 6 soldater, til arresten og til selve fængslet. Spændende, bestemt.

Vi begav os hjemad på meget trætte ben. Så trætte af en taxa blev prajet og efter et par skåle med knas, lidt øl og et par spegepølsemadder, kom vi i seng klokken sent.

Lørdag stod i arbejdets og Matadors tegn, of course:-)

Søndag har vi råhygget med brunch på Cafe Ciré, vores gamle stamcafe i Valby. Herfra gåtur til Zoo, hvor vi igen fik erhvervet os årskort, tak! Nu er vi vel hjemme igen, fodbolden venter lige om hjørnet og der arbejdes igen, nu med cappucino on the side. Smukt vejr, skøn weekend, og med Kate Bush der toner ud i rummet, ja, kan det så blive bedre?

Jeg tror det ikke.....

God søndag til alle i blogland:-)

Ingen kommentarer: