Endelig....

blev det tid.

Efter at have været gravid i en menneskealder, ca. siden maj sidste år, oprandt dagen. Når nu man ikke kan nyde amningens lyksaligheder, ja så kan man i det mindste gøre dette her....


Rødvin, åh, hvor er det godt!

Op på hesten igen...

Nora er lidt over tre uger nu, og endelig idag kom jeg igang med at dyrke motion - skønt siger jeg bare. Jeg følte mig jo pludselig helt normal igen!

Igår havde vi besøg af Rasmus og Maria, og det endte med at vi pga. Noras maveballade smed os i sofaerne og så "Walk the line". Igen, skønt, og følelsen af normalitet dukkede op igen. Tænk, vi ender jo med at blive andet og mere end forældre - ikke at det ikke er fantastisk berigende, men, ja, de fleste vil vide, hvad jeg mener. Men guderne skal vide, at Nora er det mest fantastiske, der er sket for os, og man forstår ikke, at man ikke har kunne undvære hende.

Livet som forældre - jeg sværgrer, trods et fødselsforløb fra helvede, jeg skal mindst have et helt fodboldhold - eller noget;-)

Jeg elsker grøn allomin....

Det gør man, hvis man har et lille pus, der får maveballade pga. modermælkserstatningen - og grøn allomin så redder husfreden. Altså indtil videre. Nu skal man jo passe på med, hvad man siger...

Overskuddet er begyndt at melde sig. Tingene bliver nemmere efterhånden. Men der slides på nerverne, når lillepigen har ondt i maven og ikke vil sove, ikke vil noget som helst. Vi har siddet op med hende om natten og sovet. Vi har gjort alt, der er muligt. Kender alle tips og tricks i bogen. Fik i dag endelig fat i grøn allomin, og det har hjulpet indtil videre.

Men læs selv hendes beretning, den er sikkert mere troværdig end min;-)

Vi forsøger at holde døgnrytmen, forsøger at stå op efter hendes første morgenmåltid, forsøger at kombinere det praktiske med det afslappede, forsøger at lave sjov med hinanden, forsøger at være de bedste forældre, vi kan være, og det lykkes meget godt. Jeg tror faktisk, vi gør det godt.

Nu kan barselsbesøgene også godt begynde at komme, nu har vi åbnet op for besøg. Hvis vi er heldige kommer dejlige "moster" Ranna i morgen, Sus og familie onsdag, Maria, Rasmus og søkoen kommer og griller fredag, og søndag kommer farmor og farfar sammen med Marna. Fully booked. Men det er faktisk rart, så lang tid, det ikke bliver hver dag. Vi skal jo også have lidt ro sammen med prinsessen. Ro, hvor vi kan følge hende kigge på dukke Emily, kigge på os, sove i vognen, og meget andet. Det føles, som at have været forældre hele livet, som havde hun været hos os altid.

Nå, men der skal skrælles kartofler, jeg har ikke været i bad endnu, Tour´en kører og lige om lidt er det tid til grøn allomin. Gud, hvor er jeg bare blevet mor, syret ik;-)

Herfra....

Meget højgravid, hormonel og træt. Tidligt i juli, endnu glad uvidende om, hvad der er i vente. Dengang jeg stadig håbede på fødsel i vand og andet yndigt...

Dertil .....

- et barn mindre i maven, tilbage til normal beklædning, og hold da op, hvor er det gået stærkt!

Livet som forældre....

er både givende, lyksaligt og benhårdt. Men hun er jo altså det hele værd, og jeg går ud fra, at det hele er en tilvænningsproces. Føler mig lidt vag, følelsesmæssig og udbrændt. Har svært ved at sove, og svært ved at spise. Sikkert meget normalt.

Prinsessen vejer nu 3 kg og hun er skøn, skøn, skøn. Her ses hun sammen med papa-Jacob i en hyggestund;-)

Så blev det Gajol-tid:-)

Beklager stilheden, men jeg skulle lige føde et barn, og det tog altså lidt længere tid end planlagt...

Hun er arriveret og har taget sine forældre med storm. En dagligdag er undervejs. En restituering har været påkrævet, kroppen værker stadig, psyken er på arbejde, det var en drøj omgang, og sagt ganske kontant, så er vi den dag idag glade for at både hun og jeg stadig er her, og at Jacob ikke endte med at stå alene på fødselsgangen. Tør slet ikke tænke på, at det kunne være gået anderledes, men er nødt til at forholde mig til de barske detaljer, for det kunne være gået ganske, ganske anderledes, men heldigvis er der dygtige fagfolk på Herlev Hospital. Efter en uge derude, var vi igen kommet op til overfladen og kunne tage vores lille prinsesse med hjem. Hjem til et nyt liv.

Det positive er i fokus, vi trives og har det godt. Den 2 døgns lange fødsel, hvor alt, hvad der kunne gå galt, gik galt, er lagt til side for en stund - men ikke glemt, for den skal bearbejdes, den sag er sikker. Lige nu er der fokus på dagligdagen med et lille spædbarn, lykken over at få sit første barn. Tænk at noget væsen kan være så smukt, uskyldigt og dejligt. Fantastisk. Den boblende forelskelse i sit barn, man som nybagte forældre kan opleve, er en stærk og intens oplevelse. Tænk, hende har vi skabt, og hun skal være hos os i mange, mange år. Vi skal præge hendes liv, vi skal forme et menneske. Det er helt utroligt, og ord kan ikke rigtig beskrive alle de følelser man står i.

Jeg er blevet mor, min elskede er blevet far. Nora er landet, og livet tegner helt nyt og spændende. Vi tager hul på hver dag med glæde, også selvom vi er bælgøjede, og når man ude af sig selv, får et skævt smil fra en før så grædende baby, ja så smelter man bare på et splitsekund.

Velkommen Nora, nu tager vi hul på et helt livs glæde.

Hvordan var dine sidste graviditetsuger?

Så er der kun et par dage til termin, men da alle jo ved at terminsdatoer er totalt overvurderede ( ? ), så har jeg sagt til mig selv, at den efterhånden store gajol sikkert først kigger ud omkring den 20 juli, så her væbner vi os med tålmodighed. Nå ja, og så starter tour de france jo lørdag, så vi har noget at hygge os med under ventetiden;-)

Noget jeg undrer mig over, og spekulerer over, er min tilstand, om den nu er normal. Den ene dag er jeg sprængfuld af energi og super meget på toppen - kunne snildt tage 2 måneder til som gravid - for pludselig næste dag, at have småhovedpine, halvkvalme, være dødsenstræt, svimmel og des lignende. Min urin og mit blodtryk har været helt normalt, og gajolen stortrives og er i fuldt vigør, alligevel bliver jeg bekymret for, om der er noget galt - svangerskabsforgiftning? Eller andet ubehageligt.

Nogle nætter sover jeg frygteligt, mens jeg andre nætter lige nupper 9 timer og vågner frisk til dåd. Nogle dage værker min bækken og min ryg gør ondt, mens jeg andre dage stort set ingen gener har. Nogle dage har jeg plukveer, der niver af pommern til, og så kan der gå dage, hvor der kun er helt små plukveer, der udløses af bestemte bevægelser. Det jeg mener er, det går virkelig op og ned, og er det normalt?

Skal til JM her om 2 dage, så vil jeg snakke med hende om mine bekymringer...

Håber at høre fra andre om deres erfaringer med de sidste graviditetsuger 40-42 - hvordan var det for dig? Fif du kan give fra dig?