tirsdag, juli 17, 2007

Så blev det Gajol-tid:-)

Beklager stilheden, men jeg skulle lige føde et barn, og det tog altså lidt længere tid end planlagt...

Hun er arriveret og har taget sine forældre med storm. En dagligdag er undervejs. En restituering har været påkrævet, kroppen værker stadig, psyken er på arbejde, det var en drøj omgang, og sagt ganske kontant, så er vi den dag idag glade for at både hun og jeg stadig er her, og at Jacob ikke endte med at stå alene på fødselsgangen. Tør slet ikke tænke på, at det kunne være gået anderledes, men er nødt til at forholde mig til de barske detaljer, for det kunne være gået ganske, ganske anderledes, men heldigvis er der dygtige fagfolk på Herlev Hospital. Efter en uge derude, var vi igen kommet op til overfladen og kunne tage vores lille prinsesse med hjem. Hjem til et nyt liv.


Det positive er i fokus, vi trives og har det godt. Den 2 døgns lange fødsel, hvor alt, hvad der kunne gå galt, gik galt, er lagt til side for en stund - men ikke glemt, for den skal bearbejdes, den sag er sikker. Lige nu er der fokus på dagligdagen med et lille spædbarn, lykken over at få sit første barn. Tænk at noget væsen kan være så smukt, uskyldigt og dejligt. Fantastisk. Den boblende forelskelse i sit barn, man som nybagte forældre kan opleve, er en stærk og intens oplevelse. Tænk, hende har vi skabt, og hun skal være hos os i mange, mange år. Vi skal præge hendes liv, vi skal forme et menneske. Det er helt utroligt, og ord kan ikke rigtig beskrive alle de følelser man står i.


Jeg er blevet mor, min elskede er blevet far. Nora er landet, og livet tegner helt nyt og spændende. Vi tager hul på hver dag med glæde, også selvom vi er bælgøjede, og når man ude af sig selv, får et skævt smil fra en før så grædende baby, ja så smelter man bare på et splitsekund.


Velkommen Nora, nu tager vi hul på et helt livs glæde.

Ingen kommentarer: