At miste.....

De fleste oplever at miste noget, miste en de holder af, miste lykken, miste håbet. At miste er en del af livet, således også af mit.

Dette skulle være en lykkelig tid. Spændingens tid. Det skulle være tiden, hvor jeg her på min blog ville fortælle jer alle, at jeg venter mig, at jeg vokser, at jeg bliver tykkere, at hormonerne farer rundt i mit univers og gør mig skør. Sådan skulle det desværre ikke gå.

Jeg vil gerne være mor, min kæreste vil gerne være far. Vi længes efter at blive forældre. Meget. Og var så heldige at den første måned vi virkelig sådan intensivt forsøgte os, ja, tænk, der bliver jeg gravid. Det er utroligt. Et lille barn, en undfangelse, er et mirakel. Tænk på selve processen, det er jo helt vildt.

Jeg var gravid. Det var fantastisk. Jeg vil ikke gå fuldstændig i detaljer med forløbet, men sagen var at jeg pludselig en dag fik jeg en blødning, og var dybt ulykkelig sikker på at jeg havde aborteret. Timerne inden akut undersøgelse var lange, og jeg var helt fra den. Men sorg vendtes til lykke, da vi fik beskeden at alt så fint ud, og at jeg bar på et fint lille foster. Ulykke vendte sig til glæde igen. Jeg trak vejret igen. Familien fik besked, alle var lykkelige, det var fantastisk.

14 dage efter til en ekstra kontrol blev verden så slået i stykker igen. Om vi vidste at der var to? Øh, nej! Nå men altså, der var to, men det så ikke godt ud. Alt blev sort. De kunne dog ikke sige noget med sikkerhed, vi lod endnu en uge gå og ville så tage stilling efter en ny scanning.

Den uge var en af de frygteligste i mit liv, jeg var så ulykkelig, et nervevrag. Ugen gik og desværre var det samme triste besked. Enæggede tvillinger der var gået til pga. en kromosomfejl i ægget. 2 små fostre der lå der helt stille. 2 små fostre der nu ikke er mere.

Jeg prøver at sunde mig, prøver at komme videre. Tårer er grædt, ulykken har kradset sine mærker i mig, men det værste er nu forbi. Jeg er jo top frugtbar, det gik jo stærkt med at blive gravid, og min krop gjorde alt det rigtige. Det kan den gøre igen. Om lidt tid. Først skal vi lige sunde os og komme ovenpå igen, acceptere det skete, acceptere at vi altså ikke skulle have de dejligeste tvillinger til februar. Nu må vi sætte forhåbningerne til, at et sommerbarn har lyst til at dukke op her på matriklen, med vores hjælp naturligvis:-)

Det hjælper at sætte perspektiv på sin sorg, for 20 % af alle graviditeter resulterer i abort. Mange har prøvet at miste. Nogle tidligt, andre sent. Jeg ved at jeg skal være taknemmelig for at vi mistede så tidligt, for at kroppen selv kunne regulere noget forkert fra. Jeg ved at andre har prøvet det der er meget værre. Jeg er blevet forskånet. Men jeg har stadig mistet, og skal også have plads til min egen sorg. Vi har mistet, men livet skal gå videre, nu blot på en anden måde, med en ny erfaring. Efter mørke kommer lys. Efter sorg kommer glæde.

Jeg venter ikke længere tvillinger, men har istedet fået to små engle:-)