tirsdag, august 01, 2006

En ferietirsdag i bogormens sommerland

Rapport fra bogorme-sommerland, et sted i den danske, varme augusts-sfære...

Vågner med øjne der ikke vil op. Den kæreste skal ud og spise brunch med gutterne. Får derfor serveret youghurt og kaffe på sengen. Er alt for træt til at danse af glæde. Kigger træt på morgentv. Vågner mere. Valget står mellem at sippe kaffe i sengen, men jeg enten a. læser ny og spændende krimi fra Camilla Läckberg, eller b. laver kørekort-teori.

Teorien vinder og jeg begiver mig ud på overhalingens overdrev, mens hundene grynter i søvne på gulvet. Solen skinner. Jeg tænker på mine cherrytomater der er ved at få rød kulør, og mine ærter, der plantet sent, først nu er ved at komme op. Længes ud i haven, men er klart for doven til at stå op. Kan dog høre beskærer-saksen der råber og skriger på mig:-)

Tænker en lille smule på de to små der ikke er mere, og faktisk aldrig var i særlig lang tid. Men de var mine, i mig. Håber de kigger ned på mig et sted, og glædes over at solen skinner på mig. Tænker på hvor meget jeg glæder mig til at lave et nyt lille barn, eller børn, sammen med ham den sødeste. Vi venter lige lidt endnu, skal lige sådan helt ovenpå. Skal lige mærke os selv og hinanden igen.

Jeg holder ferie, min krop trængte og den øverste mentale sal råbte og skreg på det. Forsøgte faktisk at arbejde, men måtte opgive. Nu terper jeg 3-4 kørekort lektioner om dagen i stedet. Går i haven og beskærer. Der ryger ud, der gives luft. Faktisk lidt ligesom på den øverste etage. Husker på at vi snart skal på ferie, et wellness og golfslot i Tyskland venter os. Det bliver ren velvære og dejlig tosomhed. Og det falder på et meget tørt sted.

Ha´en god dag derude i blogland, nu vil jeg gå ud og dusche mig selv igennem, få skyllet både legeme og tanker ned i afløbet, få renset momentet og trænge igennem til et nyt. Et grønt, have et, af slagsen. Buskene dirrer allerede af skræk, de ved jeg er på vej, men inderst inde ved de godt at de trænger til en studsning, en kraftig en af slagsen.

Ingen kommentarer: