lørdag, juni 16, 2007

Lille ven, det er altså for tidligt endnu....

Kære Gajol

Jeg tror, du forsøger at fortælle mig noget. Måske vil du gerne ud til os? Ved det ikke helt, har jo ikke prøvet det her før. Men kunne vi ikke lave en lille aftale. Du vokser dig lige lidt større - altså for eksempel til en 3500-4000 gram og hygger lidt mere indendørs inden du arriverer, for så kan din far ( der ligger med tømmermænd på sofaen i stedet for at male dit værelse, fy ha farmand!) og jeg nå at gøre alt klar til dig. Deal?


Faktisk tror jeg bare, du kommer lige præcis, når du synes det er tid, og så er du med garanti ligeglad med, hvad jeg, din mor, synes.


For faktum er jo, at jeg har det virkelig underligt. Det murrer forneden. Meget. Min krop føles anderledes. Plukveerne er ikke så mange lige i dag, men den sidste uges tid er de taget til i styrke. Jeg har haft ondt over lænd og underliv i et par dage nu, noget jeg ikke plejer at have - og det får mig da til at undres. Jeg prøver at sige, "Hey, ro på". Slimproppen er jo ikke gået, der har ikke været nogen tegnblødning. Plukveerne har været ret få i dag og i går. Vandet er slet ikke gået og jeg har da absolut ikke veer. Men et eller andet er der nu under opsejling, også selvom der er 3 uger til termin. Jeg er dog lige gået ind i uge 38 og dermed vil det blive regnet for en helt normal fødsel, hvis Gajolen skulle lyste at ville ud nu.


Tror vist hellere jeg må få pakket den taske og vasket det der børnetøj, ik....


PS: Vi skal nok klare det alligevel, hvis du har lyst til at hilse på os nu, her 3 uger før tid, og i et hus, der ikke er helt babyklart - og særligt i et børneværelse uden puslebord mm. Jeg mener, alt du behøver er jo dejlig brystmælk, en ren numse i ny og næ og så din lift, så du kan sove en masse - er det ik? Ja, jeg ved det altså ikke helt, er jo ikke nogens moar endnu...


PPS: Men pst. - du forstår vel nok et hint, ik?;-)


Ingen kommentarer: