tirsdag, juni 12, 2007

Gravid i varmen, åh gud.....

Stor gravid mave, diverse graviditetsgener med mere, og varme op imod de 30 grader, ja det er altså ikke noget, der går godt hånd i hånd....

Stilhed her på bloggen. Har masser at skrive om, men er træt det meste af tiden, når jeg ikke gør hjemmet klar til gajolen. Føler mig også lidt mere indadvendt her til slut, har ikke så stort et behov for at kommunikere eller være social.


Men alt går godt, maven vokser i gigant-tempo, jordemoderen er imponeret over mit fundusmål og min sunde vægt, og ja, det hele er godt. Desværre dumpede jeg køreprøven, da jeg misforstod den sagkyndiges anvisninger efter ca. 20 minutter, og da denne så hele resten af turen var højlydt irriteret, ja så fik jeg aldrig bragt nerverne i ro. Det tog mig lige et par dage at blive god igen, for jeg havde sgu´sat næsen op efter at bestå, specielt eftersom jeg er en ret habil bilist efterhånden. Men sådan skulle det ikke gå, og jeg har ræsonneret, at jeg så bare gør kortet færdigt, når gajolen, papa og jeg har fundet en hverdag og fået lidt ro på. Jeg mener, det er jo heller ikke et spørgsmål om liv og død.


Vi er så småt begyndt at gøre børneværelset klart. Med 25 dage til termin er det jo også på tide. Glæder mig til vi henter alle indkøbene hjem, og til storvasken af alt det kære tøj;-) Det bliver nu rart, når værelset, og især puslebordet, står klart. Alle indløb er klaret, så det er rart.


Vi er ved at modernisere vores badeværelse og vores køkken. Mangler lige at sætte lidt nyt op på badeværelset, lidt skabe og lidt, og i køkkenet har vi fået en ny langside op med en flot egebordplade. Det giver ekstra plads. Vi vil have en mikroovn og en opvaskemaskine, har på fornemmelsen at sådanne maskiner kan være behændige med en lille ballademager i huset;-)


Alt i alt er der styr på tingene, sådan ca. da;-) Haven blomstrer og er dejlig, jeg blomstrer og har det alt, alt for varmt;-) Gajolen buldrer løs, men sover også lidt mere. Ødemer har jeg endnu ikke fået, og det priser jeg mig lykkelig for, for det skulle efter sigende være ret hæsligt. Men jeg ved ikke, hæmoride og hæslig rød numse er jo heller ikke just en dans på roser i denne varme, vel;-)


Hygge til alle jer i blogland - og rigtig god sommer, tænk på mig omkring 7 juli;-)


Ingen kommentarer: