Så blev verden en helt anden...

Som mor til et barn med mild kolik er min verden vendt på en tallerken. Nu handler alt om hendes behov, om søvn, om mad. Prioriteterne er strammet totalt ind.

Jacob er startet på arbejde igen, efter at vi sammen havde passet Nora i 1½ måned, og jeg frygtede det virkelig. Men det er gået fint, i betragtning af at eksperterne nu betegner Noras tilstand som mild kolik, en betegnelse jeg har haft meget svært ved at acceptere.

Jeg tager en dag af gange, en skrigtur af gangen, et måltid af gangen. Nogle timer er jeg ved at gå til og føler at mit liv er gået gråt i gråt, men så kigger jeg ind i to store blå øjne og får et flækkert-smil, og så smelter jeg på et splitsekund, og så ved jeg bare, at hun er det hele værd, om så jeg går i atomer af at vandre på grænsen til det rene vanvid, for så hårdt føler jeg rent faktisk til tider at det er, ja så vil hun til enhver tid være det hele, og mere til, værd. Og hun skal have søskende, om så fødslen af dem, og den første tid med dem, bliver lige så hårde som denne første tid med hende, ja sådan er det bare. Og så tænker jeg, hvor tosset kan man blive? Tænk at man kan byde sig selv det. Byde sig selv 3 timers søvn i døgnet, byde sig selv at blive småtosset. Men det gør man bare, ganske enkelt. Der er noget over det at få børn, det sætter noget i gang, og desuden ved man jo, at det hele er en periode, og at livet bliver mere eller mindre normalt igen på et tidspunkt. Gerne før end siden, tak;-)

Som nybagt mor lærer man virkelig at få udvidet ens grænser, for hvad man vil acceptere, hvad man vil byde sig selv, hvad man kan præstere, hvor bred ens horisont i virkeligheden kan blive. Man kan holde til meget mere, end man lige tror. Mine grænser er blevet udvidet mere end jeg nogensinde skulle tro muligt. For det første stod jeg en mareridts-fødsel igennem, og gør det gerne igen for at få flere af Noras slags, og nu lever jeg en dagligdag, som på mange måder minder om at få trukket tænder ud og få tæsk daglig, men som også på mange måder minder om at spise den lækreste kage, drikke skøn champagne og bade i den skønneste lagune i dagevis. Jeg kigger ind i hendes lille buttede ansigt, ser de små træk, ser hendes bevægelser, ser mig og Jacob i hende, og så ved jeg, at for det væsen, for det lille menneske, der gør jeg gerne hvad som helst og lader mig byde den argeste og hårdeste hverdag fremover. Det lille menneske har lavet helt om på mine prioriteter, på mit liv, på min dagsorden, Nora, lille Nora, du er mit livs stjerne...