At erkende når livet er for hårdt!

Erkendelse gør godt, eller sætter ihvertfald noget igang.

Jeg har måtte erkende, og sande, at jeg har brugt al mit krudt på at være den bedst mulige mor, og give mit barn en værdifuld hverdag og et godt fundament. Alt for den lille Nora Langstrømpe.

Men...For der er et men. Jeg har glemt mig selv, og jeg har presset mig selv til det yderste, og mere til. Grundet hele vores proces naturligvis. Det ramler. Jeg knækker.

De 2 aborter sidste år, den vanskelige graviditet med Nora, den frygtelige men samtidigt fantastiske fødsel, Noras kolikforløb der virkelig har trukket tænder ud, alle mine fysiske komplikationer som jeg stadig bakser med, her 16 uger efter fødslen - det hele har sat sig i mig, på mig, over mig, og på et eller andet tidspunkt kan tårnet ikke mere holde, vel. Nu er det ramlet.

Jeg græder, raser magtesløst. Ikke når Nora ser det, ikke når min mand ser det, helt alene. Tuder hjælpeløst og tyst. Kan ikke sove rigtig godt om dagen, men nogenlunde om natten. Er svimmel. Glemmer at spise og drikke. Og jeg kunne blive ved. Bliver arrig og frustreret. Er udmattet og trist. Har lyst til at græde hele dagen, men gør det ikke hele dagen, men indimellem. Synes ikke, der er nogen ende på denne bakke, vi går og strider os op af.

Samtidig med alt dette har jeg det mest fantastiske liv med min skønne datter. Masser af god tid, masser af kontakt, masser af leg, kærlighed og krammere. Et godt fundament for hende, alt i mens hendes mor bliver revet ned, mursten for mursten.

Nu har jeg indset, at noget er galt. Jeg skal have hjælp til de tunge tanker, til gråden, til ulyksaligheden. Har snakket med min læge, og skal derop igen i dag. Har meldt ud til min omverden, så jeg ikke længere kan gå og gemme mig, for det er ikke godt for mig. Herfra kan det kun gå fremad!

Jacob har overtaget det sene måltid, så jeg kan gå i seng og sove hele natten, indtil morgenflaske skal gøres klar 5.30. Det gør godt, at få åbnet op for posen. Næste trin er at jeg har tænkt mig, at ringe til Gaia-instituttet. Der skal ske noget. Jeg skal ikke blot drage omsorg for min datter, min familie, men i høj grad også for mig selv. Sådan er det bare, og det må også have prioritet.

Pt. sørger jeg for at fokusere på min søvn, mine behov, min mad og drikke. Både det at komme ud og se andre mennesker, men også at have ro og fred hjemme. Begge dele lindrer. Jeg prøver at huske mig selv på, at det er ikke nok at elske sit barn, man skal også elske sig selv, så man kan være der ubetinget for sit barn, for det kan man jo ikke hvis man knækker helt.

Har du bøvlet med efterfødselsreaktion/depression? Eller hørt om nogen, der har? Hjælp mig ved at give dit besyv med, dine erfaringer eller gode råd;-)

En dog optimistisk Grith, med en lille kær Nora - 16 uger idag;-)