mandag, januar 10, 2005

bookworm.dk - et skridt af gangen

Jeg har været igennem mange følelser i december, tingene er gået stærkt og jeg har ikke rigtig kunne snakke med andre end nogle få mennesker om det. Nu kan jeg lette mit hjerte og råbe ud fra byens tage:-)

Gennem de sidste 4 år har jeg været litteratur-redaktør på Jubii A/S og skrevet en stor del af nyhedsbrevet Jubii Nyt om Bøger. Jeg startede det op alene men var efterhånden så heldig at få en stab på over 40 anmeldere med i projektet, dygtige og meget forskellige mennesker, heraf en del bloggere:-) - for jeg brugte nemlig blog-mediet til at søge nye anmeldere - og jeg har lært nogle rigtig søde mennesker at kende. Jeg har også fået et kæmpe netværk til folk her i DK der har med bogproduktion at gøre, så tiden på Jubii har bestemt ikke været spildt, især set i betragtning af at jeg gerne efter litteraturvidenskab vil ende på et forlag. Alt i alt er det hele fint.

Midt i december, en uge før jeg skulle på juleferie, besluttede min redaktør sig for at lukke Jubii Nyt om Bøger, mit hjertebarn, der gennem 4 års tid havde samlet mellem 6000-7000 læsere, jeg var mildest talt ked af det, men ikke spor overrasket. En æra var slut, og jeg besluttede ikke at fortælle særlig mange om det før det var blevet offentliggjort. Det skete i dag.

De første par dage efter min "fyring" som det jo faktisk var, gik jeg rundt og følte mig fuldstændig mislykket. Alting var noget lort og jeg havde intet tilbage. Jeg var bare nede i dyngen og havde absolut ikke lyst til andet end at gøre rent bord.

Kæresten der længe gerne har villet at jeg gjorde mig fri af Jubii for at lave mit eget rigtige bogsite prikkede og prikkede for at vi skulle igang, men jeg skulle naturligvis ikke nyde noget og endte med at blive ret sur på ham. Men hans prikken satte tanker i gang, og pludselig var alle planerne der!

Så i juleferien, i et lille vindomblæst sommerhus på Askø, uden internetforbindelse fik vi bakset et site sammen, en ren start, og noget der skal udvikles endnu mere, og jeg har siden været så heldig at alle mine forlagskontakter har reageret positivt, og at samtlige de anmeldere jeg har inviteret med på det nye projekt har sagt ja. Så nu er vi omkring rundt regnet 30 personer tilknyttet.

En ny tid er begyndt, det bliver spændende og helt sikkert udfordrende!

Spred rygtet til alle læseglade og hjælp mig ved at gå ind og tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.bookworm.dk og lad mig påpege, sitet er under konstruktion og langt langt fra færdigt, der er lang vej endnu og det skal blive endnu flottere, men ting tar´tid:-)

Er du interesseret i at anmelde, skriver du godt, er du specialist indenfor særlige genrer, og kan du overholde en deadline - så smid mig en mail på grith@bookworm.dk - jeg mangler folk med speciale indenfor en del forskellige ting, og vi kan sagtens bruge flere anmeldere, så skriv og hør om vi kan bruge dig! Anmelderiet er ulønnet men du beholder naturligvis de bøger du anmelder.


Til dem af jer der ønsker at hjælpe projektet på vej, vil det være kærkomment med lidt markedsføring, så kan I på en eller anden måde omtale bookworm.dk på jeres blog, på jeres arbejde, overfor jeres venner, via et opslag eller andet, vil det glæde mig og teamet bag bookworm.dk utrolig meget!

Ingen kommentarer: