Utroskab.....

Et menneske i min omgangskreds er i øjeblikket stærkt præget af dette emne, og lad mig blot konstatere at det er kompliceret og ganske ubehageligt. Hun evner ikke at forlade ham fordi hun elsker ham, men kan dog godt se at det ikke går i det lange løb. De har et barn sammen og hun håber på at han kan blive klogere og lære at værdsætte sit familieliv. Han havde en affære sidste år der løb i 1-2 måneder og han overvejede at forlade hende til fordel for den anden kvinde. Denne fik så kolde fødder og blev hos sin mand. Nu har hun imidlertid fundet ud af at kvinden er blevet smidt ud af sin mand, og sjovt nok er der begyndt at opstå mystiske aftaler nu igen, så hun er selvfølgelig bange for at han ser hende igen, og efterhånden har hun snart fået nok.

Jeg har fra starten af sagt til hende at hun efter min mening er bedre tjent uden en mand der bedrager hende og at hun skal se at komme videre.

Selv har jeg det meget underligt med utroskab. Vi er jo alle mennesker og man kan jo blive tiltrukket af andre mennesker. Jeg tror det i nogle tilfælde kan lade sig gøre at komme videre hvis man får snakket om tingene, evt. med en parterapeut. Manden i det nævnte tilfælde vil overhovedet ikke snakke, og slet ikke med en terapeut. Han vil faktisk ingenting.

Jeg ser utroskab som et stort tillidsbrud. Man sårer et andet menneske og ved at falde for et andet menneske viser man også at man ikke er loyal overfor sin partner. Men det er kompliceret. Der er også tilfælde hvor jeg egentlig godt kan forstå utroskab, men jeg mener dog ikke at utroskab på nogen måde kan bidrage til noget positivt. Personligt ville jeg have meget svært ved at tilgive decideret utroskab - for hvad er det egentlig? Er det et kys? Nej vel. Det er vel principielt når ens partner har været særdeles intim på den ene eller den anden måde men et andet mennesker, eller?

Hvordan har du det med utroskab?