onsdag, oktober 26, 2005

Vafler, æblemos og bedstevenne-snak


Bedstevennen arriverer på jernhesten kl.10 og så skal vi smovse i vafler, æblemos, varm kaffe og fordybende, god snak. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det er første gang han skal se vores nye hus og jeg er da spændt på hvad han siger:-) Det bliver ihvertfald hyggeligt med en bedstevenne-stund. Og så har knægten mødt en pige, hende skal jeg jo helt sikkert informeres om, spændende:-)

I aften skal jeg hjem til hende her og det har jeg glædet mig til, ja faktisk lige siden jeg lærte hende at kende: Engang hvor jeg havde specialekrise her på bloggen og hun var så sød at foreslå at hun ville slæbe med mig på café til noget god kaffe - ja, hun vidste præcis hvad der kan hjælpe når man har krise. At der så gik lidt tid før vi sås er så hvad det er, men det var hyggeligt og helt bestemt et bekendtskab der vil udvikle sig, håber jeg da.

Desuden er vi begge medlem af Melville-klubben, den højtærede læsekreds hvor vi mødtes i oktober for at debatere Herman Melvilles: Moby Dick, og fik enormt meget sjov ud af at jeg var den eneste der ihærdigt havde bekæmpet havets bølger og var nået til vejs ende, havde set bruset af den hvide hval:-) Ak ja, ak ja. En læsning der stadig kan få mit litterære hjerte til at banke heftigt af bar bevægelse:-)

Aftenen sluttes af på en fodbold-bar hvor kæresten har annonceret at han vil ud og drikke øl, og eftersom jeg er inde i byen slår jeg lige et smut forbi på vej hjem, det kan jo være jeg kan tigge mig til en super dejlig mørk basse af en øl:-)

I sandhed en begivenhedsrig dag jeg går i møde, det bliver skønt!

Hvad skal du lave i dag af interessante ting?

Ingen kommentarer: