søndag, januar 15, 2006

Krammer søndags-stemning i ro og fred....

Søndag jeg elsker dig! Du er dagen hvor jeg kan nusse rundt i ro og fred. Dagen hvor jeg ikke skal skynde mig og har 100 ting i mit hoved der skal nåes. Dagen hvor jeg blogger længe, læser aviser, drikker kaffe og ikke kan få nosset mig ud i bad. Du skælder mig ikke ud, du skynder ikke på mig, du lader mig få tid og ro til at være menneske.

Søndag, du er dagen der står åben og fri. Dagen til eftertænksomhed og nye ideer. Dagen hvor hundene sukker af veltilfredshed og hvor kæresten ikke får skæld ud over at sidde længe med suduko´en. Dagen hvor der er stille og dagen hvor stearinlysene ofte blafrer ekstra længe. Dagen hvor roen sænker sig over mit sind. Kroppen slapper af. Åh søndag, hvorfor kommer du ikke forbi noget oftere? En gang om ugen er alt for lidt, sådan gælder det jo med mange ting:-)

Du er også dagen hvor Krøniken kigger forbi. Så sluger man lige et afsnit til og jeg vrisser op når teksterne ruller over skærmen, for hvor går det bare stærkt. Alt for stærkt. Livet går for stærkt, alt for hurtigt ruller oplevelser forbi. Hvor er slow-knappen? Eller knappen hvor man kan indstille livet på søndag-for-altid?

Denne søndag er ekstra rar, for i køleskabet venter lagkage fra føs´dagen i går, på højtaleren ligger en masse god musik kæresten var så heldig at få: Mew, Diefenbach med mere. God fordi vi skal have uploaded sitet i dag og tage os tid til at tænke over jobansøgninger der skal ud i løbet af ugen.

Livet spræller og vi basker som fisk i nettet, hjælp, jeg vil gerne af ved næste mole og lige nuppe en ferie til. Lige nuppe lidt ekstra søndagstid. Nå, ikke? Jamen så må jeg jo nyde denne lagkage-stille-søndag....

Hvad byder din søndag på?

Ingen kommentarer: