Et menneske jeg holder meget af er indlagt på intensiv, det sætter sine spor på alle involverede...
Her til eftermiddag skal han opereres og have indsat en tube i halsen, som man så kan koble en respirator til, istedet for at føre den gennem munden. Man udfører operationen fordi man skønner at han skal være i respirator et stykke tid endnu, og derfor er det bedst for både ham, og hans slimhinder, at indoperere en indgang i halsen.
På nuværende tidspunkt burde operationen været gået godt og han er i opvågningen, men vi ved det ikke med vished endnu. I aften skal vi besøge ham. Selvom det går bedre med ham dag for dag har nervøsiteten og chokket ikke sluppet sit tag i mig. Jeg sitrer nærmest af bar nervøsitet.
På en eller anden måde føles alt så uvist og ubehageligt, også selvom lægerne skønner at han bliver rask og kan komme til at fungere igen. Faktum er bare at når man som pårørende har stået på sidelinien til en patient der har ligget 14 dage i respirator på intensiv, ja så kan man altså ikke være rolig, eller beroliget ret længe tid af gangen, man har det rent ud sagt af helvede til. Ku´han dog bare snart blive frisk og komme hjem igen, det her er ikke til at holde ud!
Bogormen der forsøger at have en dagligdag, nu blot med flossede nerver...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar