fredag, december 23, 2005

2005 - året for bogormen

Først og fremmest: En glædelig jul til alle jer i blogland:-) Jeg håber I vil hygge jer om træet, med god stemning og sammen med mennesker I holder af:-)

Jeg har indstiftet en ny tradition, et julebrev:

Året 2005 har været et meget begivenhedsrigt år for Jacob, jeg og vores to dejlige hundebasser; Bazooka og Baloo. Der er sket meget, også så meget at man nu godt kan have brug for ro et lille stykke tid!

I foråret blev vi seriøse i tanken omkring at få opfyldt en stor drøm, eget hus. Selvom vi var meget glade for vores lejlighed var der meget der talte for at tiden var moden til at flytte. Pladsen var trang og det kunne være rart med en have til Bazooka og Baloo. Hurtigt havde vi været ude og kigge på en masse huse, drømte, lagde planer og fløj i højere tanke-luftlag. I maj måned fandt vi det hus vi kunne se en masse muligheder i, og købsaftalen blev under megen spænding skrevet under, og snart kunne vi kalde huset vores! Det var stort, meget stort. Til gengæld tog det 4½ måned at få solgt vores lejlighed, men det vigtigste var at den blev solgt, og at vi nu sidder her i vores dejlige hus, i flytterod, men dog med stor glæde.

I slutningen af juli overtog vi huset, som jeg i mit stille sind har døbt Dickens, det kunne bare ikke hedde andet! For faktum er jo, at mens vi har vænnet os til at være i huset, ventet på at lejligheden skulle blive solgt osv. fik jeg under meget møje og besvær gjort mit speciale om Charles Dickens færdigt. Dickens betyder noget meget særligt for mit litteraturnørderi, så derfor måtte jeg naturligvis døbe vores hus Dickens. Men altså, Grith er færdig med lit.vid og uni!

Af andre begivenheder kan nævnes at vores bil, Mazdarinaen, har rundet 20 år, og vi skammer os stadig over at vi ikke fejrede dagen med champagne og hurra. Jeg klapper den lidt ekstra hver gang vi er ude at køre, og håber at hun, ja for det er selvfølgelig en hun, tilgiver os.

Året er gået med mange dejlige begivenheder. Vi har haft mange gode stunder med familie og venner, ikke så mange som vi gerne ville have haft tid til, men nu har vi tilgengæld et hus hvor der er mere plads, så nu kan vi invitere lidt oftere, og det er forhåbningerne for det nye år, at se mere til de mennesker vi holder af. Vi følger spændt med i deres liv og glæder os på deres vegne over småt og stort. Der er kommet nye venner til og andre er gledet ud i periferien, alting har en mening, ofte går man hver sin vej eller møder nye mennesker der skal udfylde en rolle i ens liv.

Vi glæder os meget til det nye år. Det bliver året hvor der skal sættes fokus på det behagelige liv uden stress, med andre ord, farten skal sættes ned! Året hvor vi skal komme helt på plads i Dickens, få indrettet os som vi gerne vil og få lagt planer om ombygning med mere. Vi vil meget gerne have lavet nyt køkken, om det bliver i det nye år vil tiden vise. Vores planer for de næste mange år er at få bygget omkring 100 kvadratmeter på Dickens, således at vi kan få et par ekstra rum, et større badeværelse, et nyt brygger og en ny stor opholdsstue med store vinduespartier. Jo, det koster som bekendt ikke noget at drømme, at realisere derimod, ja der skal jo nok spares lidt op hist og her. Drømmen for det nye år handler også om at stifte familie, om denne drøm skal gå i opfyldelse kan kun tiden vise, men vi vil rigtig gerne være 5 i løbet af 2006 eller 2007. Nu har vi fået så god plads at der er plads til småfolk, og eftersom jeg har færdiggjort mit studie er timingen bare helt perfekt.

Min bogsamling er som følge af arbejdet med bookworm.dk vokset betydeligt, det håber jeg den bliver ved med i 2006, for min drøm er at sysle stille og roligt med bogportalen. Jeg håber at finde lidt freelance-arbejde ved siden af, meget gerne noget litteraturformidling. Ansøgningeren ryger ud i løbet af januar måned og så må vi se hvad der sker. bookworm.dk skal der forhåbentlig ske rigtig meget med i det nye år, vi vil gerne have lavet et site hvor anmelderne selv kan lægge deres anmeldelser op, en søgemaskine til sitet og et redesign der byder på en masse nyt. Planen er, som her i 2005, at være en ny dansk bogportal hvor man kan finde en masse aktuelle anmeldelser, forfatterportrætter, interviews, spændende konkurrencer og lignende. Det har været meget spændende at arbejde med bogportalen i 2005, forhåbentlig bliver der bedre tid og mere ro på i det nye år, så sitet kan blive mere aktuelt og up to date. Det har naturligvis været bogportalen der har måtte lide under min speciale-aflevering og vores flytning, så forhåbningen er at arbejdet skal flyde mere i 2006, at vi får mange flere læsere, og at sitet bliver forbedret som vi gerne ser det. En stor hilsen går ud til alle anmelderne der er med til at gøre bookworm.dk til en god bogportal, uden dem intet site. Jeg håber også de hygger sig med læsningen, som jeg selv:-)

I 2005 rejste min far til Filipinerne, der er han stadig. Han har fået sig en helt lille familie dernede, idet han har fundet kæresten, Julie, der har 2 børn. Det glæder mig at han trives og min forhåbning er at vi vil holde en brevveksling/sms-veksling gående. Det er spændende at høre om hans oplevelser, og dags dato skal jeg have sendt et julebrev ned til ham.

Med vores hus Dickens fulgte også en meget forsømt have. Vi glæder os meget til i 2006 at skulle gøre en masse ved haven. Vi vil gerne have sat i stakit op ude foran huset, og trådhegn omkring resten af haven så hundene kan løbe frit. Vi skal se haven an, se hvad der kommer op og planlægge hvad vi kunne tænke os. En indkørsel er også en drøm, så vi kan køre bilen ind på matriklen. En ting er dog sikkert, allerede nu har vi stor glæde af haven, hundene går meget derude i hver deres snor, og de er glade, de ved jo heller ikke at det kan være anderledes! Men vi glæder os til at give dem den glæde det er at kunne rende frit, jagte fugle og naboens frække kat, grave huller der hvor vi ikke ser det, og i det hele taget bare være de ballademagere de er. Velopdragne er de dog også, og hver dag med de to er en glæde. De betyder meget for os og er en stor del af vores liv. Det er dejligt at se hvor stor glæde også de har fået af at komme ud til "Dickens", de nyder livet i fulde drag. Det gør vi alle;-)

Herfra skal der lyde en stor julehilsen og de bedste ønsker for jer i forhold til julen, nytåret og 2006.

Julekram, klejner og snefnug fra "Dickens", Grith og co.

Ingen kommentarer: