torsdag, marts 30, 2006

Bogormen der blev bidt af en gal lathyrus

Det er første rigtige havesæson for bogormen. Huset vrimler med minidrivhuse hvor forskellige planter og blomster spirer frem, og det er jo en ren herlighed at se på.

Et helt minidrivhus har bogormen reserveret til forskellige ærteblomster, her spirer Lathyrus Great Expectations, Lizbeth, og Odoratus. Og bogormen frydes i ren spænding når hun ser hvor rankt de kæmper sig opad.

Et andet minidrivhus er ment til bagterassen, her skal der stå potter med basilikum, dusksalvie, persille, timian, og ikke mindst tomater, sidstnævnte ser bogormen virkelig frem til.

Det kæmpestore minidrivhus er fyldt med spirende sommerblomster, og her har vi tagetes, løvemund, lidt flere lathyrus, pelargonier, Susanne med det sorte øje, hvid løvemund og stolt kavaler.

Der er et eller andet med bogormen og det her havehalløj. Hun er blevet god til at beherske sig, men når hun finder billige blomsterfrø hos matas eller i netto, ja så ryger fornuften altså, og hun forestiller sig sin have i ren blomsterflor, derfor er det også blevet til 8 store roser i 4 forskellige farver der blot venter på at kunne komme i jorden, og så blev bogormen som tak for en ordre til en planteskole begavet med en lille spand fuld af sommerløg, der sikkert kommer til at gøre gavn i potter på terassen ud til vejen, når altså det er tid til at plante disse, og det er det jo snart:-)

Når første kuld forkultiverede småfrø om få dage er klar til at blive plantet videre ud i større potter, så er andet kuld frø klar til at indtage minidrivhusene, og bogormen glæder sig som et lille barn til at se store kæmpe solsikker, regnbue lupiner, morgenfruer, valmuer, kornblomster i røde nuancer, orange guldblomster, gule lupiner, ridderspore, blå kornblomster, hvide havenelliker, sommerlevkøjer, rosa, lyserøde og hvide sløjfeblomster, flere stolte kavalerer i andre farver og blomsterkarse i hvid, orange, gul og peach, titte frem.

Mest af alt glæder bogormen sig til at se hvordan det går alle disse planter når de kommer udendørs hold for hold, og hun påregner at have planter og blomster stående rankt hele sommeren, altså dem som fuglene ikke tager:-)

Tit og ofte drømmer hun sig væk i tankerne om hvordan hun skal sidde med en god kop kaffe i haven og kigge på alle sine krydderurter, ærterblomster og sommerblomster, sikke en tid det bliver.

Først skal haven jo lige gøres forårsklar, alt det tørre skal væk og der skal ryddes klar til alle de nye havebeboere. Indendøre trives de imidlertid godt, og ligeså gør bogormen, trods lidt hys i ny og næ over den stadigt vi-er-ved-at-flytte-ind-kaos-stemning.

For søren da hvor har bogormen glædet sig til at være haveejer med glæde og lyst i flere år....

Gør du haveklar og har du nogle gode råd til bogormen?

Ingen kommentarer: