mandag, marts 06, 2006

En bogorm udvider sit univers....

Ja, det er jo præcis hvad jeg gør i denne tid. Spadserer ind i en ny og helt ukendt verden, jeg er en ny wanna-be-pregnant. Et nyt univers med en masse ny viden og ukendte områder. Famler mig omkring, forsøger at orientere mig, forsøger at styre min begejstring.

Sagen er, at mine æggestokke har rumsteret og givet koncerter siden jeg var 25. De har fyret den af så at sige. Jeg har forsøgt at overtale kæresten, men han var ikke parat, og ingen tricks virkede der. Jeg skulle færdiggøre mit studie. Som sagt så gjort. Jep. Been there done that, got the tshirt.

Nu er jeg parat, og det samme er han, men sikkert ikke lige så meget som mig. Så nu er døren blevet åbnet, og jeg forsøger at finde mig til rette her i min pregnant-to-be-verden. Det er kompliceret og her er fyldt med blandede følelser.

Jeg forsøger ikke at snakke for meget om det her med at "vi" gerne vil være gravide, det at jeg gerne vil svulme, at vi gerne vil være en til i familien. Jeg forsøger at tøjle min begejstring. For jeg er begejstret. Det er en ny verden der er usandsynlig fascinerende. Samtidig med at det er ufatteligt spændende, forsøger jeg at holde fokus på en masse andre ting, for jeg har ikke lyst til at være totalt skruk, kun kunne snakke om ægløsning og graviditetssymptomer, nej, faktisk synes jeg det er så træls med kvinder der opfører sig sådan.

Men jeg er jo spændt, meget endda. Hver måned når jeg når mens-tiden er jeg spændt, men forsøger virkelig at holde det på et helt naturligt stadie. Når det kommer, så kommer det. Jeg vil hellere se det an med spænding, end at flæbe og være skuffet hver måned når blodet pibler.

Ih altså, hvor er det spændende, men også bare lidt kompliceret og følelsesladet....

Har du erfaringer med wanne-be-graviditet du kan gøre mig klogere/gladere med? Jeg vil jo gerne tale med nogle om det, diskutere det, se frem til det, høre hvordan det har været for andre osv.

Og nej, bare rolig, LifeOfGrith bliver ikke omdannet til en graviditetsblog, det hele er som det altid har været:-), nu bare med et ekstra tema. Sådan former livet sig jo ik´....

Ingen kommentarer: