Dicken´ske dæmoner holder mig i skak

Specialet og jeg har en forunderlig indædt kamp med hinanden. Der er 16 dage til jeg skal sende 60-70 færdigskrevne, færdigredigerede og klar til "vejleder-øjne-læsnings-sider" og jeg kæmper hver dag en enormt battle med mit speciale. Der er onde og mørke kræfter på spil, det hiver mig til sig, smækker mig nogle på skrinet og gør vildt grin med mig.

Det er en mørk zombie der ikke vil lade mig i fred, det svamper mig ind i ildelugtende slim og klamme dunste alt imens Dickens´ dæmoniske London stiger lyslevende frem for mit åsyn. Selv masser af mokka og kærlige klap fra kæreste og hunde kan ikke støtte mig i min livsfarlige kamp med specialet - for nu er tidsmaskinen gået igang og uret tikker sine dæmoniske minutter og timer. Sidste runde er nået, de sidste bogstaver udkæmper deres dyster med mig, og alverdens Dickens-tematikker, fiktive figurer og private erindringer fiser ind og ud af øjne, ører og enhver menneskelig barriere brydes.

Jeg kan kun sidde her med hængeøjne og udbryde et halvkvalt hjælp, specialet har overtaget og jeg sidder uhjælpeligt fast i en Dicken´sk spændetrøje med udsyn til små hjælpeløse børn, det mørke og farlige London og kvindeskikkelser der er mellemting mellem dæmoner og madonna´ske engle....

Jeg kan i det mindste lytte til R.E.M. og drikke min kaffe, mens en friske brise kommer ind udefra og minder mig om at jeg stadig lever. Hvis jeg er heldig kan jeg liste mig afsted fredag aften til en hygge-øl nogle dejlige mennesker, og muligvis levnes der også plads i min speciale-kalender til et brunch-besøg hos venner i Køge søndag hvor vi holder åbent hus...

Medmindre specialet træder lyslevende frem for mig og holder mig tilbage fra at gå ud og trække vejret i samfundet, man ved jo aldrig!