torsdag, juni 30, 2005

Tomhed efter storm og længslen efter noget

Det er underligt, mens man er dybt presset med noget tænker man kun på den frihed der vinker forude når man er færdig, når man så bliver færdig indfinder der sig en form for tomhed, en rastløshed, en underlig følelses af intethed.

Specialet om Dickens der var kommet op på 90 sider røg afsted til min vejleder, bragt ud af mig selv i mandags. Han blev overrasket over at jeg var færdig, og det var jo en god respons:-) Nu er der så et møde med ham imorgen hvor vi skal drøfte hvordan det ser ud, hvilke ændringer og korrigeringer der skal laves. Dem laver jeg så i juli hvor han holder ferie, og i august tjekker vi det lige igennem sammen og så skulle den sag være ude af verden - en endegyldig aflevering vil så finde sted og så er jeg forhåbentlig snart kandidat i litteraturvidenskab. Meget mærkeligt.

Tiden efter i onsdags hvor specialet skulle sendes afsted har været mærkelig. Først var jeg dybt dybt udbrændt nogle dage, gode koncertoplevelser med Bruce og REM gjorde ikke så voldsomt meget for min sindstilstand, jeg var bare træt, så træt. Nu er jeg ved at genvinde min energi. Har arbejdet med bookworm.dk, lavet et interview med krimiforfatteren Sara Blædel og skal til at lave et med en udenlandsk krimiforfatter der hedder Peter Robinson. Så langt så hyggeligt. Men jeg har haft en meget underlig følelse i kroppen. Ved jo godt at specialet ikke er færdigt endnu, men det føles mærkeligt. Jeg er på vej ud i noget nyt, en slags ny identitet.

Udover det går vi jo bare og venter på at få slået de sidste par uger ihjel så vi kan komme ud og indtage vores nye hus i Brøndby. Det bliver skønt at skulle ud og indhegne haven, indrette sig indendøre osv. Der er så pænt derude at vi bare lige skal have gjort rent så kan vi flytte ind. Nemmere bliver det da ikke. Men ventetiden er lang, så lang. Jeg længes i den grad. Det er jo mit hus, at tænke sig noget så undeligt:-) Jeg har et hus! Wauw...

Mine tanker kredser også en del om det faktum at jeg skal til at være selvstændig sådan rigtigt fra specialet er afleveret. Håber fagforeningen er mig behjælpelig så jeg kan komme på supplerende dagpenge og få en chance for at leve af bookworm.dk - kun tiden vil vise hvad der kan lade sig gøre. Det er ikke noget der er mange penge i, men med lidt god vilje kan der godt hives en lille indkomst hjem, og hvis man kan få lov til at lave noget man brænder for, og matriklens indkomst kan tillade det, ja så hvorfor ikke? Jeg glæder mig til det, men frygter det da også lidt. For snart går jeg fra rollen som studerende til en rolle ude i det pulserende liv. Det bliver spændende at se hvad det byder på.

Men det jeg glæder mig allermest til er tanken om at stifte familie. Det projekt bliver sat på skinner:-) når vi er flyttet ud i det nye hus og jeg har indtægt i hus på en eller anden måde. Det glæder jeg mig til mere end hvad jeg kan udtrykke i ord. Det at få børn har jeg set frem til fra jeg var i starten af 20´erne, og nu hvor tiden snart kommer føles det meget spændende, men også underligt fordi der sker så mange ting lige i øjeblikket. Kan man rumme så meget lykke? Så mange forandringer? På et og samme år afslutter jeg min uddannelse, bliver selvstændig, flytter fra vores bopæl gennem 7 år og får samtidig mulighed for at prøve at stifte familie - et projekt der gerne skulle krydres med lidt succes efter ikke alt for lang tid:-) Man har jo lov at håbe...

Ak ja, livet byder én på meget, jeg tror lige jeg skal fordøje alle fremtidens udfordringer lidt:-)

Hvad byder livet dig?

Ingen kommentarer: