Savnet af noget der var....

Min far har nu været på Filipinerne siden januar, og har ladet høre fra sig meget sparsomt via et par sms´er om hvor varmt der er og hvor fantastisk udsigten er. Nå ja, og så bad han mig lige om at ringe ham op i "a kind of emergency" - det kostede lille mig 500-600 kroner. Faktisk lidt frækt, men jeg er jo bare naiv. Jeg har tilgivet ham. Sådan da.

Sjovt nok savner jeg den gamle sjuft. Ikke at han giver mig særlig meget omsorg, men bare det at være sammen med ham engang imellem; siddende i min stue som han forpester med sine Kings mens han ser fodbold og læser avis samtidig. Vi small-talker om hans verden, og jeg får klemt lidt om mit liv ind i ny og næ.

Menneskets kærlighed er en underlig ting; jeg elsker ham sgu´på trods af alt hvad han er, og alt det han ikke magter at give mig.

Man har jo kun én far, og livet er kort. Forhåbentlig kommer han snart hjem og forpester mig med sine Kings igen - til den tid kan jeg sgu´sende ham ud på vores nye terasse i Brøndby:-) Men helt ærligt, bare han kommer, så gir´jeg sgu´en smøg;-)

Kender du til det med kærlighed du giver uden egentlig at få noget igen? Og føler du dig også indimellem lidt dum og naiv ved at elske et menneske der egentlig ikke har fortjent det?

Far, jeg savner dig din store torsk! Ta´så for fanden og få lettet din røv mod de danske kyster!