så tro om igen!Overskriften på mit liv lige nu. Troede jeg, det var nemt? Ville det blive nemt? Nej, ikke just. Men jeg troede egentlig, at jeg var over det værste. Det er jeg måske også. På sin vis. Og alligevel ikke.
Læsset væltede i fredags, og lige siden har jeg været yderst sårbar og ustabil. Der har ikke været langt til tårer, og jeg har følt, at hver dag var en vandring i tristhedens dal. Ikke just nogen optur, men en nødvendig og naturlig reaktion som jeg ser det. Det der trænger sig på skal ud. Sådan er vi mennesker skabt, sådan er vores psyke bygget op. Og ud kommer det. Om jeg vil det eller ej. Om situationen passer til det eller ej.
Jeg har mistet min kontrol. Jeg reagerer i stedet. Uanset om jeg er hjemme eller ude. Det er både skræmmende og grænseoverskridende, men igen, sikkert en nødvendighed. Jeg tror på at det er sundt, men det gør det ikke mindre hårdt. Jeg forstår min proces, men det gør det ikke nemmere. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er ved at hele, at jeg er godt på vej, at det hele bliver nemmere lige om lidt.
For helt ærligt, jeg befinder mig måske ikke længere i helvede, men flammerne slikker mig godt nok op af ryggen, og kontrollen tager livsglæden på ryggen, griner mig lige op i fjæset, og flyver sin vej. På store blafrende vinger, der vælter mig omkuld øjeblikkeligt. Endnu engang. Forladt i flammernes dal slår jeg opgivende ud med armene, og håber at der kommer en eller anden forbi. En der kan give mig et lift ud i solen. Der hvor fuglene synger og mit gamle liv stadig befinder sig. Det synes så uendeligt langt borte, og jeg er alt, alt for træt til at blaffe lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar