Manner.....

hvor er jeg bare træt af mennesker der kun kan snakke om dem selv og ikke kan se udover deres egen lille næsetip! Jeg får kvalme og skynder mig at distancere mig eller stikke af.

Jeg synes efterhånden jeg oplever flere og flere der bare har nok i deres eget og ikke drager omsorg for andre og jeg har virkelig svært ved at forstå det. Jeg ser det som en naturlig del af livet af give omsorg og kærlighed til de mennesker der er tæt på mig. Men det er sikkert også noget man skal have overskud til. Det kan også være svært at give omsorg og vise interesse overfor de mennesker der ikke har tid til at tage imod den - dem der har tusind ting de skal nå og som man efterhånden sjældnere og sjældnere snakker rigtigt, på den ordentlige måde, med. Man mister lysten til at vise interesse for sådanne mennesker fordi man ikke føler de giver ordentligt igen - ikke viser omsorg eller venskab på den der oprigtige måde, kun glimtvis.

Venskab kan altid vises oprigtigt, det handler ikke om hvor meget tid man har men om hvor meget man prioriterer det. Få ord, en sød sms eller en kort telefonsamtale kan gøre meget. Kan vise at man er tilstede. Venskaber kræver også tilstedeværelse og jeg tror at hvis man tilsidesætter samvær og nærvær hele tiden så flader venskaber sig ud og det man havde sammen af værdi begynder at sive bort.

Gang på gang oplever jeg samtaler hvor jeg tager mig selv i at tænke; "ok, nu har du så snakket om dig selv i ½ time, kunne vi evt. dreje samtalen over på noget hvor vi begge kunne bidrage"?

Jeg kan lide at snakke med andre mennesker og jeg elsker at høre om deres liv og hvad der optager dem, men jeg står af når det kommer til folk der udelukkende går op i deres eget liv og ikke skænker andre ting en tanke.

Selvfølgelig fortæller man om sig selv til andre men man må da have en naturligvis interesse, nysgerrighed og omsorg omkring det at høre hvordan det går den anden part. Det falder mig helt naturligt og efterhånden kan jeg mærke at jeg sorterer de meget selvoptagne fra i min bekendtskabskreds - jeg har hverken lyst eller plads til sådanne energislugere som de jo rent faktisk er - de dræner nemlig de andre tilstedeværende for al ilt!

Hvordan har I andre det med venskab, fravær, egoisme og selvoptagethed?